Der sluktes en Lygte
paa Hauserplads,
og Vennerne tømte
det sidste Glas.
Nu er de fulgt — jeg kommer atter ind,
og Stuen ligger lun i Lampens Skin.
Derude skinner Maanen ned i Pytter —
men Støvlerne med lette Sko jeg bytter.
Jeg kan, skønt Klokken er paa Vej til to,
dog som sædvanlig ikke gaa til Ro,
men i en Stol jeg magelig mig slænger
og vugger sagte paa de slidte Gænger.
Raadhusets Klokker
slaar tre Kvarter —
Gud ved, om man dur
til noget mer.
Jeg kaster Blikket opad paa min Væg;
dér stirrer ned et Ansigt uden Skæg.
Klart gennem Panden skinner Gudegaven,
og Nakkehaaret falder ned paa Kraven.
Hans Bryn er tæt og mørkt, men ikke bøst.
den hvide Sløjfe hænger skødesløst.
Kendt over Landet er det Navn, han bærer —
skønt han var Digter kun — og Timelærer.
Men glad for Vin
har han været tilforn.
Nu ligger han omme
ved Rundetaarn.
Jeg skænker i mit Glas en sidste Rest —
nu er jeg ene baade Vært og Gæst,
og tungt jeg løfter Hovedet og nikkel
til ham, jeg ser deroppe, før jeg drikker:
„Ak, Johan Herman! Du, som er og var!
Den bedre Halvdel af vort gode Par!
Vær hilset her, min lune Ven og Broder!
Jeg synger og — men efter andre Noder.
Kom og skænk i!
Sæt dig og skaal!
Snak paa dit bondske,
norske Maal!”
Men begge Dele er nok lige dumt.
Flasken er tom, og Billedet ei stumt.
Dog var det godt at sidde her en Kende
og snakke med dig om vort Livs Elende.
Du gik og drev og tog dig Verden let,
jeg bliver mer og mer forslidt og træt.
Hvem hsndled bedst af os? „Ja, det er ilde,
man ikke ved det, før det ei forsilde.”
Du gik herunter
med et Bonmot —
man burde føre
den Slags en gros.
Min Sjæl! Hvis du kan hjælpe mig, saa vil
jeg „gi’ alt mit og lidt af andres til.”
Disk op som han med Improvisationer
om Digterdøtre og om Præstekoner.
Hulles Humøret, saa det blir for slemt,
stoppes tit noget med en kraftig Skæmt,
og han var dog af dem, hvem det blev givet
at bringe Skælmer til at agte Livet.
Tys! De Døde —
Jeg hører jer Røst!
Der bor Melodi
i mit eget Bryst,
Og vidste jeg, min Sang af Hjæitens Grund
læsked blot een en sildig Fremtidsstund,
saa tror jeg, at mit Hoved vilde hæves,
I har dog ikke levet helt forgæves.
Et Sølverdryp af jordisk Evighed
sænkes et Nu i mine Tanker ned.
Men jeg ved ikke, om det Digt, jeg skaber,
hører til dem, der vinder eller taber.
Raadhusets Klokker
synger et „To”.
Det er paa Tide,
jeg gaar til Ro.
Men hvad gør det, om og jeg intet ved, —
jeg lægger aldrig mine Vaaben ned.
At de er til, er alt hvad jeg skal vide,
og det er bedst, man paa sig selv tør lide.
Ak, I forstaaende, der lytter nu,
jeg gav mig altid hen med al min Hu! —
Naar jeg har sovet, vil jeg vaagne styrket,
tro mod det Kald, jeg angst fra ung har dyrket.