I Morgnens Stund — en Morgen selv hun gaar
med Sølverbaandet om sit sorte Haar
ned ad Verandatrappen paa vort Hus,
og Sømmen smudsker sig paa Gangens Grus.
Hun finder lumsk en falden Gravensten,
og i en Fart for Jord den gnides ren,
og hastigt faar de skarpe Tænder Bugt
med den forbudne, endnu grønne Frugt.
Og skyldbevidst og rigtig i sit Es
hopper hun ind paa Plænens lange Græs.
og medens Kjolen bøjer Dusk paa Dusk,
henter hun sig en Rose fra en Busk.
Og sikker, som naar for sit Spejl hun staar,
hænger hun selv den Rose i sit Haar.
og Solen skinner paa det blanke Baand,
og Ringen funkler paa den højre Haand.