Du, min Længsels, mine Kvalers
Tolk, min Tankes Tugt!
Baade Dommers og Husvalers
Røst og Kampes Frugt!
Hvor du lyder, har jeg hjemme.
Hvisk mig med din egen Stemme,
Modersmaal, der om mig summer,
hvilken Kraft du rummer!
Selv jeg sang: Det fik sig Vindens
Kraft og Vindens Kaar
for at mane med en Mindens
Suk i Høst om Vaar,
for som Sus at kunne dulme,
for til Storm at kunne svulme,
for med Bør paa Have brede
Modet ud at lede.
Det kan dundre med en Bankens
Buldren, vil det ind.
Det kan ogsaa føre Tankens
Frø til unge Sind.
Hvad der visnet er af Ælde,
kan det fra dets Kroner fælde.
Det kan vælte Drømmens Vande
ind mod Livsens Strande.
Det kan stille hen sig lægge,
som det ej var til.
Det kan ogsaa selv sig vække,
naar Naturen vil.
Spærrer man det ind i Sange,
sprænger det de altfor trange
Rum, der knuger, Rum, der tynger —
suser ud og synger.