Kun tøvende og kun en enkelt, sjælden Gang
med Drømmehaand jeg rører Sjælens Sølverstreng.
De Tider er forbi for mig, da Sang paa Sang
fra Himlen faldt som gylden Dugg paa Græs i Eng.
Vel længes efter Sange jeg af al min Hu
som dem, der før min Smerte tvang, mens de blev skabt.
Magnetisk Længslen peger mod sin Pol endnu,
men Kraft til stadig Kredsning der har længst den tabt
Jeg tænkte før: Omblomstret af din egen Sang,
alt nær dit Maal, du dør vel paa en Roseneng.
Men — tøvende og kun en enkelt, sjælden
Gang med Drømmehaand jeg rører Sjælens Sølverstreng.
(Otto Hauser.)