Aglaja, du med disse Drengebryster,
er du mon ej en Dreng, der er klædt ud,
og som i Blikkets klare Amethyster
— to Sjælens sandhedsrene Straalebud —
bærer al Løgn — en lun og lystig Skalk,
der morer sig ved Maskespil og gerne,
imens han leger Pige, som en Falk
fløj kækt ud i det verdensvide Fjærne.
Ingen vil tro dig, som har set din Gang
med disse drengeagtigt seje Lader.
Og synger du i Luften ud en Sang,
er det, som daled Slag fra Vingeflader
med sprøde Fjer. Ja, selv din Tale klirrer
som Glas — der ofte gør den mere klar,
og ofte mere mørk, — og du forvirrer
med mangen brat Bevægelse, du har,
just som en Dreng. Dit Haar er heller ej
saa silkeblødt, men let i Lokker bøjet.
Kun naar jeg siger, at jeg elsker dig,
da skjuler sky og pigeangst du Øjet.
(Otto Hauser.)