Frem paa sin abildgraa, sin store Skimmel,
der i den graa, den øde Steppeegn
traver saa træt — under en dybgraa Himmel,
der aldrig læsker nogen Jord med Regn
rider Elissa. Klædt hun er som i
en Dragt af Gryets Rosenfarver vævet;
den flyder som en sagte Melodi
i bløde Folder, kun af Foden hævet,
den ene, som i Snabelskoen let,
den rosenfarvede, i Bøjlen staar;
Foldernes Fald skjuler den anden tæt.
Sig mig Elissa, hvordan er dit Haar?
Monstro saa dunkelt som de store, runde,
barnlige Drømmerøjne — eller gult?
Ti altfor nonnekysk, til at jeg kunde
se det, sad Floret om. Og dog, skønt skjult,
som første Solskær Morgnens Glød hint Klæde
det gennemglimred — gult det er forvist.
Men sig mig nu, hvad vil du med den spæde
i fjærne Land udsprungne Mandelkvist,
saa mild en Svøbe blot i dine Hænder
den styrer kælende din Gangers Skridt, —
og dette Drømmerblik, der intet kender
til Haardt, men kun alt Livsens Smukt og Blidt?
Du ser saa fremmed ud i disse Egne,
der aldrig Sommer har og aldrig Vaar.
Dog — for dit Barneblik der alle Vegne,
hvorhen det gaar, et Blomstereden staar.
(Otto Hauser.)