Mens Byens Ruder blinkede
med Hansaguldets Skær,
jeg gik om Bord og vinkede
til en, som jeg fik kær.
„St. Karin! Hen jeg ser til dig,
nu skal vi skilles ad,
og vemodsfuldt jeg ler til dig,
mit Stade i din Stad!
Du graa Ruin i grønnest Skrud
med lette Buers Sving,
du ser blandt alle skønnest ud
bag Murens brudte Ring.
Da dig jeg saa, betoges jeg,
saa Hjærtet skinner end.
Naar jeg forlod dig, droges jeg
mod dig, mod dig igen.
Af Kunstnerhaandens Vælde blev
du formet stank og ren.
Dg ung du trods din Ælde blev,
du skønne Sjæl af Sten.
Det var i Kunstens Krketid,
da stod du prud og ny.
Det var i Visbys Virketid —
tilbage gik din By.
En Kirke selv jeg bygge vil,
for min Magt er forbi,
saafremt som jeg min Lykke vil —
med Sang jeg vil den vi’.
En Kvindes Navn den bære skal
og grundes i min Hu,
og yndefuld den være skal,
ja, yndefuld som du.
Af Tanker Søjler faar den vel,
den faar et Rytmekor.
Naar Taget falder, staar den vel
med Buer udaf Ord.
St. Karin, hør den Bøn,
som nu du i mit Indre ved:
Hvis ej den bliver skøn som du,
riv den, St. Karin, ned!
Jeg nynner i min Stavn en Sang,
jeg nynner et Farvel.
St. Karin! Hør et Navn engang,
giv mig, St. Karin, Held.”
Hun lytted, Kirkemøen prud,
og frit jeg trak mit Vejr. —
Saa stod jeg over Søen ud
i Solnedgangens Skær.