Jeg staar og ser paa Maskerne, jeg bar,
de sammenfaldne Træk, de tomme Øjne.
De minder mig, sanddru i deres Løgne —
mig selv jeg bag dem alle bliver var.
Nu har jeg kun det Ansigt, som jeg har,
men over det er Spil af Skygger fløjne
og Lysets muntre Glimt sollette strøgne,
og Sorg og Glæde deres Runer skar.
Jeg ganger for en svunden Tid at staa,
og mens jeg uvant ved Sonetten piller
i andre Takter mine Tanker spiller.
Det var mit Liv, der bag de Masker laa —
og angst mig selv jeg dette Spørgsmaal stiller:
Passed mon nogen nu, tog du den paa?