Han ser sin Længsels Gud, den gamle Mand,
et Nor, der græder, og et Nor, der laller.
Han hører, Dødens nære Stemme kalder,
men ingen ung er lykkelig som han.
Hans Hjærte strømmed fuldt af Livsens Vand
og haardt paa sine stive Knæ han falder —
der er en Himmelvang i Templets Haller,
der kom igen en Gud til Kanaan.
Og henryktglad han bort fra Barnet gaar. —
Saa fik du set een Fryd, Jerusalem,
før Blideregnen faldt og Porten sprang!
Med sine Duer munter Mirjam staar;
men Josef længes mod det fjærne Hjem,
hvor Saven surrede og Øksen sang.