Jeg møder ham endnu en enkelt Gang,
hvor Aaen springer i Havet,
og levende suser den Løvspringssang,
jeg vidste død og begravet.
Den flyver saa lavt og saa langt af Sted
over maaneskinsdirrende Vande,
og naar han mærker, min Sjæl er med,
Saa sidder jeg atter som før og ser
paa hans Næses dirrende Fløje,
hans Mund, der mildt og vemodigt ler,
og det stolt-tungsindige Øje.
Vi mødtes engang i de unge Aar —
det er, som var intet forandret.
Ikkun de graanede Tindingshaar
viser, hvor Tiden er vandret.
Han fulgte sin Længsel, dengang den fløj,
og tænkte mod Lykken at ride.
det var ved Sensommertide.
Dér saa han to Øjne grønlig-graa
i Mørket over sig skinne.
Han greb hende fat — Fra han hende saa,
vil atter det Sted han finde.
For end han mindes den Nat med Lyst,
ser han ind i sig selv og tilbage —
Jeg hører og kender den dybe Røst,
der kalder paa gamle Dage.
Og ofte rettes hans Blik mod mig,
snart i Fryd, snart i Ro, snart i Kvide.
Men hvad han tænker, det ved jeg ej,
og aldrig jeg faar det at vide.
Han siger kun, Farten fører ham hid,
hvor Maaneskinsbølgerne danser —
og angst han hører den rindende Tid
i Aaen, der aldrig standser.
Og han rejser sig op for at ride igen,
og Øjnene smiler saa trygge.
Men naar jeg vil række ham Haanden hen,
er han og hans Haand kun en Skygge.