Jeg var mig en fattig Ungersvend,
jeg skulde at gilje ride:
saa red jeg mig ud i Rosenslund,
mig lystede dèr at hvile.
Siden jeg hende først saa’!
Jeg lagde mit Hoved til Elvehøj,
mine Øjen de finge en Dvale:
der kom tre Jomfruer gangendes ud,
de vilde gjærne med mig tale.
Den ene klapped mig ved hviden Kind,
den anden hvisked mig i Øre:
»I vaager op, fagren Ungersvend!
om eder lyster Dansen at røre.
I stander op, fagren Ungersvend!
om eder lyster Dansen at røre;
min Jomfru skal for eder en Vise kvæde,
den fejerste, I lyster at høre.«
De bare frem en Stol af Guld,
den Jomfru skulde derpaa hvile;
men det vil jeg for Sandingen sige,
det ligtes mig saa ganske ilde.
Hun bar op, en Vise hun kvad,
saa herlig da monne hun synge:
de stride Strømme de stilledes derved,
som førre vare van at rinde.
De stride Strømme de stilledes derved,
som førre vare van at rinde;
den liden smaa Fisk i den salte Flod
han stilledes alt med sine Finne.
Den liden smaa Fisk i den salte Flod
han stilledes alt med sine Finne;
og de vildene Dyr, i Skoven vare,
de glemte deres Spring at springe.
De vildene Dyr, i Skoven vare,
de glemte deres Spring at springe;
de lille smaa Fugle paa Kviste sade,
de fældte deres Sang for hende.
De dansed ud, og de dansed ind,
og hver med Kjæreste sin;
alt sad jeg fattig Ungersvend,
jeg havde min Haand under Kind.
»Hør du, fagren Ungersvend!
og vilt du hos os være,
da ville vi kjende dig ramme Runer
og have dig alt saa kjær.
Vi ville kjende dig Bassen at binde
og Ørnen op under Sky,
og Dragen med det møgle Guld
skal for dig af Landet fly.«
De dansed ud, og de dansed ind
alt i den Elvefærd:
alt sad jeg tavs og saa’ derpaa
og støtted mig paa mit Sværd.
»Hør du det, fagren Ungersvend!
vilt du ikke med os tale,
da skal Sværd og hvasse Kniv
lægge dit Hjærte i Dvale.«
End kom en Jomfru gangendes ud
med hvide Sølvkar paa Hænde:
hun spildte Drikken alt for sin Fod,
saa gjørlig monne hun mig kjende.
»Hør du det, kjære Søster min!
du vilt ikke svige mig:
og skal jeg drikke med dig i Dag?
saa sandelig sige du mig!«
»Lad Hornet saa listelig til din Mund!
lad Mjøden ad Brystet nedrinde!
det er saa ledt i Bjærget at være
alt hos de Elvekvinder.«
Saa satte jeg Hornet for min Mund,
det Mjøden ad Brystet nedrunde;
de Elvekvinder klapped alt med deres Hænder,
dè tænkte, de havde mig vundet.
»Hør du det end, kjær Søster min!
vilt du med mig bortride?
jeg vil dig føre saa langt af Led,
du skalt vel for Elver blive.«
»Du fører mig aldrig saa langt af Led,
vaare det end til Verdens Ende:
jeg maa jo dog komme hid igjen,
før end Solen hun monne oprinde.«
Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god,
at Hanen havde slaget med Vinge:
da var jeg dog kommen i Bjærget ind
alt til de Elvekvinder.
Thi raader jeg nu hver Ungersvend,
som ride vil i Skove:
han ride sig ikke til Elvehøj
og lægge sig dèr at sove!
Thi raader jeg nu hver Dannesvend,
som rider sig ud at gilje:
han dvæle sig ikke under Elvehøj!
dèr havde jeg saa nær faret ilde.
Siden jeg hende først saa’!