Folkeviser

Oluf rider om Otte,

men lysen Dag hannem totte.

Hr. Oluf rider frem ad Bjærge,

dèr danse Elver og Dværge.

Dér danser Dværg, og dèr danser Elv,

dèr danser hun Elvedronningen selv.

Der traad en Jomfru af den Dans,

hun lagde sin Arm om Hr. Olufs Hals.

»Hør I, Hr. Oluf hin blide!

hvort lyster eder nu at ride?«

»Jeg vil ride mig under Ø,

at tale med min Fæstemø.«

Den Jomfru rækker Haand fra sig:

»Alt skal I først, Hr. Oluf! danse med mig.«

»Ikke jeg tør, og ikke jeg maa:

i Morgen skal mit Bryllup staa.«

»Hr. Oluf! ville I mig love,

jeg giver eder rige Gave.

Jeg vil eder give en Ganger graa,

han gaar en Time til Rom og fraa.

Den Ganger graa skulle I vel faa,

og Sadel af Guld, at lægge derpaa.

Jeg giver eder en Brynje ny:

I tørve aldrig for nogen Mand fly.

Jeg giver eder saa godt et Sværd,

der kom aldrig sligt i Herrefærd.

Og slige ere alle mine Bænke,

som Guld, var lagt i Lænke.

Slige ere alle mine Vindebro,

som Guld, skinner over eders Hænder to.«

»Behold du selv dit Guld saa rød!

jeg vil hjem til min Fæstemø.«

»Og vilt du nu ikke danse med mig,

Sot og Sygdom skal følge dig.

Hvad heller vilt du i Aften dø,

eller du vilt ligge syg syv Aar under Ø?«

»Langt heller ligger jeg i Morgen Lig,

end jeg vil ligge syv Vinter syg.«

Hr. Oluf bukker over Sadelbue,

saa red han gjennem den Elvelue.

Men hun slog ham mellem Hærde,

det han faldt neder til Jorde.

Hun slog ham over hans Hærde god,

at Slaget gjaldt i hans Hjærterod.

»Stat op, Hr. Oluf! og rid nu hjem!

du lever ikke Dag foruden én.«

Hun løfte Hr. Oluf paa Ganger rød:

»Og rid du nu hjem til din Fæstemø!«

Hr. Oluf han vender sin Ganger omkring,

alt saa mødig red han hjem.

Og der han kom til sit Borgeled,

hans kjære Moder hun stod dèr ved.

»Hør du, Hr. Oluf, kjær Sønne min!

hvi bær du nu saa bleg en Kind?

Hvi bær du nu saa bleg en Kind?

og hvi rinder Blod fra Sadel din?«

»Min Ganger han var ikke visser paa Fod,

han snubled over en Ellerod.«

»Hør du, Hr. Oluf! du farer med Tant:

du haver vist været i Elvkvindedans.«

»Ja, jeg maa vel bære Kinden bleg,

for jeg haver været i Elvkvindeleg.

Min kjære Moder! I reder mig Seng!

min kjære Søster! følg mig udi den!

Min kjære Fader! I tager min Hest!

min kjære Broder! du hente mig Præst!

I lægger mig paa de Bolstre blaa!

her vil jeg ligge og dø derpaa.«

»Ti kvær, Hr. Oluf! du sig ikke saa!

saa mangen bliver syg, de dø ikke af.«

»Gange nu alt, som gange maa!

men aldrig skal jeg min Fæstemø faa.«

»Da sig mig, Hr. Oluf! under Ø:

og hvem giver du din Fæstemø?«

»Min Fader skal have min Ganger graa,

han rider saa tit i Kongens Gaard.

Min Moder skal have min hængende Karm,

hun bar mig saa listelig i hendes Barm.

Min Søster skal have mit Guld saa rød,

min yngste Broder min Fæstemø.

I stander op, alle mine Brødre sju!

I rider imod min unge Brud!

Og hører I det, mine rige Maage!

tager vel imod min stolte Jomfrove!«

Hr. Oluf vendtes til Væggen brat,

han døde end før end Midjenat.

Aarle om Morgen, Dag det var,

da kom liden Kirstin med Brudeskar’.

Der de komme for oven By,

Alle ginge Klokker, som de vare ny.

Det mælte Bruden i samme Stund,

hendes Hjærte det var af Sorgen tungt:

»Hvi monne alle de Klokker saa gaa?

jeg véd her ingen, der syger laa.«

»Det er saa Sæd paa dette her Land,

at ringe imod sin Liljevand.

Det er saa Sæd paa denne her Ø,

at ringe imod sin Fæstemø.«

Liden Kirstin kom kjørend’ over den Toft,

da brændte der Lys i Højeloft.

»Herre Krist hjælp’ mig af al min Klag’!

nu brænder her Lys ved den klare Dag.

Herre Krist hjælp’ mig af al min Nød!

jeg frygter, Hr. Oluf han er død.«

Saa førte de Bruden i Gaarde,

alle græde Fruer saa saare.

De fulgte Bruden i Salen ind

med sorrigfuldt Hjærte og Rosenskind.

De satte Bruden paa Brudebænk,

frem ginge Riddere, bare hende Skjænk.

Det mælte Bruden over Borde,

hun taled sorrigfulde Orde:

»Jeg ser her Ridder’ gaa ud og ind,

jeg ser ikke Hr. Oluf, kjær Herre min.

Jeg ser eder alle med Roser i Sko,

men ikke ser jeg den, jeg har lovet min Tro.«

Det svared hans Moder, som hun kunde bedst:

»Ridder Oluf er i Lunden, at tæmme sin Hest.

Baade med Høg og saa med Hund

Hr. Oluf er reden i Rosenslund.«

»Haver han nu kjærer’ sin Høg og sin Hund,

end han haver sin unge Brud?

Vil han heller ride med Rakker og Tove,

end han vil sidde med sin Brud i Stove?«

Sildig om Aften, Røg faldt aa,

da skulde den Brud til Sænge gaa.

De tændte op de Brudeblus,

saa fulgte de Bruden til Brudehus.

De fulgte Bruden til Brudeseng;

efter gik Hr. Olufs liden Smaadreng.

»Jeg lader eder vide, Hr. Olufs Mø!

min Herre han ligger paa Baaren død.

Min Herre han ligger i Loftet Lig,

hans Broder skal I eders Tro nu giv’.«

»Ret aldrig skulle I den Dag leve,

jeg skal to Brøder min Tro bortgive.

Men det ser jeg paa store og smaa,

Hr. Oluf er ikke langt her fraa.«

»Det duer ikke længer at dølge for dig:

Hr. Oluf han ligger i Højeloft Lig.«

Saa bad hun alle de Fruer,

det hun maatte Liget skue.

De stødte op den Højeloftsdør,

de høje Raa de stode der for.

Liden Kirstin løb til de høje Raa,

de hvide Lin hun deraf slog.

Hun tog op det Skarlagen rød:

dèr laa Hr. Oluf og var død.

Hun lagde sin Haand paa hans Bryste:

saa saare hendes Hjærte det ryste.

Hun minded ham for hans blege Mund:

hendes Hjærte det brast i samme Stund.

Det var en stor Ynk at se den Nød,

der Bruden monne af Sorgen dø.

Andendags Morgen, der Dagen gjordes ljus,

der kom tre Lig af Hr. Olufs Hus.

Det ene var Hr. Oluf, det andet hans Mø,

det tredje hans kjær Moder, af Sorgen var død.