Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind,
de vaagner og bliver til Sange,
de stiger af Sommernattaagernes Spind
som Lærkerne flyver af Vange.
De brister af Længsel en Dag i April
som Crocus og blaa Hyacinther,
de bryder som Vaarsolens sejrende Smil
igennem den smeltende Vinter.
Saa sejler de over det duftende Land,
hvor Vaarsæden pibler af Jorden,
og hilser med Jubel bag Skovenes Rand
den blinkende Stribe af Fjorden,
Og skælver i Foraarets fløjtende Lyd,
som triller fra Haver og Lunde,
og stjæler letsindigt Forventningens Fryd
fra løndomsfuldt smilende Munde.
Og segner blandt Blomster i Majnattens Favn,
som brister paa Skrænter og Grene,
hvisker i Duggen den elskedes Navn,
du rene, du eneste ene.
Det er ikke Morgen, det er ikke Nat,
sært Tankerne vildes i Taagen.
Højt hamrer et Hjerte og fjernt i sit Krat
er Sommernatsangeren vaagen.
Hr. Oluf red over Elverbro
i Midsommernatten den hvide,
da snubled hans Ganger paa fire Guldsko
Hr. Oluf hvorhen vil I ride?
Hvorhen vil I ride før Morgenens Skær,
og hvor er I fostret og haaret,
og hvem har I diet, og hvem har I kær,
hvor blev eders Kjortel skaaret?
O, Troldom i Sommernattaagernes Spind
O, Minder, som kogler og frister!
Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind
og ved ikke selv, naar de brister.
De ligger og venter Forlosningens Stund
og længes at blive til Sange,
som Lærker i Kløvermarktuernes Bund,
før Dagningen lyser i Vange.