Kalliope
→
Digtere
→
Ludvig Holstein
→
Førstelinjer
Ludvig Holstein
(1864–1943)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af Dæmringens Stilhed hun stiger
Alle mine Honningbi’r
Alt var saa stille, mens Farverne faldt
Augustnat! Ødsel Stjærnepragt!
B
Besku dit Træ og sku dig glad
Blev Alverden øde?
Brunøjede, taalmodige og gode!
Bygen flygter saa mørk og vaad
Bygen kaster sin Solskinsgraad
D
Danmarks Sommer gik sin Gang
De sidste Kornlæs rumler rask
De vrimler os i Møde
Den dovne Fjord, som gynger og strækker sig i Solen
Den fortabte Søns eneste Broder
Den lifligste Lugt i Verden
Den milde Majluft lokker frem paany
Den naadige Paaskesol har det Behag
Denne Fyenbo er en frodig Mand
Der er Aander, som banker i Petersens Bord
Der sad en Moder, mild og køn
Det bliver Aften i Nordens By
Det er i Dag et Vejr — et Solskinsvejr!
Det er Lærkernes Tid
Det gløder saa tyst over Skrænten
Det gyldenhvide Himmellys. De tavse, sorte Skove
Det lysner over Agres Felt
Det nære bliver fjærnt
Det raaber deroppe, det klynker
Det var begribeligt for Fornuften
Det var en Nat ved Elversø
Det var en Vinter hvid og streng
Du dejlige langt borte
Du fine, hvide Æbleblomst!
Du tripper, mit Barn, over Gadernes Sten
E
Ej, hvilken Pragt paa Pisas Torv!
En Duft af Viol! Ak, Duft af Viol!
Et Foraars første Dag
F
Far, hvor flyver Svanerne hen?
Faunens Sjæl i Toner strømmer
Fra Horizontens Rande, som Synskredsen lukker
Fyldt med Blomster blusser
G
Gennem Skoven gik min Gang
Græshoppen gned en Kvint saa fin
Grønne Grave hegnede
H
Hav Tillid, Barn, hav Tillid blot!
Her staar de samme Lygter og lyser op i Løvet
Hun var en Bajadere
Hvem skrider frem i stor og stille Vælde?
Hvorhen? Hvorhen? med Solskin paa
Højt paa Himlen tændte Maanen
I
I Asursøen flyver de kongelige Svaner
I Boulevardernes
I en lys og lystig Lue
I Parken drypper de sorte Kroner
I sin side Særk, hvis Farve er gennemsigtig grøn
I Skoven? — Nej! Ved Stranden? — Nej! Ak, du, som er saa klog
I Skovens Haar er Totter
I Solen gaar jeg bag min Plov
I vor lave Stue
J
Ja, alle er vi Købere paa Torvet
Jeg besværger eder, Venner, at I elsker eders Lykke!
Jeg blev født med en sød og forventningsfuld Higen
Jeg føler mig lidt ensom i vor Stue
Jeg gik mig ud, da Sol oprandt
Jeg græder, mens jeg kysser dig, dit søde, lille Skind
Jeg har sagt dig, at jeg elsker dig. Jeg ved, at du har hørt det
Jeg lever kun i Lyset
Jeg nynner og jeg bøder mit søiverhvide Slør
Jeg stod og saa det ske
Jeg ved det: vi skal mødes! Om tidlig eller sent
K
Kvidrer med den svale Røst
Kys mig paa Øjnene, Sol!
L
Lad Humlebien malke
Lidt vinterbleg, men brun hvert Sommerhalvaar
Luk dine Øjne, luk Øjnene i
Luk kun Vinduet op, lille Frue
Læg Øret til mit Hjerte, det hamrer saa herinde!
Lærken har den lange Rejse vovet
M
Mange smaa Fruer i Vinterens Land
Med Favnen fald
Med Grevinden Digteren spaserer
Med snehvide Klokker de kimer
Melankolien bleg og sart
Min Kano langs Urskovsbredden
Min lille Blomst! Min lille Fugl!
Maa vi sidde blandt jer
N
Nu er Sneen næsten færdig med at smelte
Nu flygter Dagen hastig bort fra Verden
Nu gik Solen ned
Nu har du, Skønjomfru, Forretningen glemt
Nu rider Vaarens glade Svend
Nu ruger paa Reden
Nær Sjælands Strand min Vugge gik
Naar Karlene, snorkende, sveder i Halmen
O
O, alle de Lærker, som flyver af Blund
O maabitte Liser, for hvem bedaaret
Og det blev Vaar i den grimme Gade
P
Paa brune Ben
Paa de smaa Veje, de Veje smaa
Paa den gamle Kirkegaard
Paa Mosen staar et enligt Træ
R
Rebekka har en dejlig lille Dreng
S
Se Haverne! Se Skovene!
Se, hvisler hun og gyser som af en lønlig Gru
Se, jeg har blindet din Rude
Se, min Elskerinde ligner
Se, smaa Solskinsfingre sysler
Sjællands Piger, eders Roser bør I plukke af i Dag!
Skin i mit Hjerte, varme Sol!
Smaa Bjælkehuse ligger
Sne gør Byen ny
Sneen er Sne, og den sneer
Soldufte driver om os under Middagstimens Hvælv
Som et Iltog i det Fjærne
Som aarle vaagnede Haner
Sommetider kan jeg ikke sove ind
Sukkende sejge
Syrligt dufter de sildige Roser
Syv Birke staar saa blanke
Saa fandt du dog din Sang igen
T
Tik, tik, tik, tik, tiktiktik —
Til Danmark kom en Vaar
Titusende Træer har jeg mødt paa min Vej
Toti, toti — smaa svale Fløjt
Tre kønne Koner sad
Træd ind i vort Hjærte, du elskede Vaar
Træd stille, min Veninde, jeg ved, dit Hjerte græder
V
Vel ved jeg hvor det Æble groer
Veninde, luk Verandadøren op! Lad Solen skinne
Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind
Vil du med ud og mærke den bidende Vind
Vil I kende min Veninde, hende, som jeg har kær?
Vildvinens Tæppe
Vaaren saaer
Vaarviben skreg om de frie Strande
Å
Aa Gud, for en smeltende Varme, det var
Aa, se dog, min Veninde, de hvide Æbletrær!
Aaret skifter nu sin Ham