Der sad en Moder, mild og køn,
og smilte til sin spæde Søn.
Fra Hjærtets Bund det Smil sprang ud —
Et evigt Smil, som var fra Gud.
Og Markens Gedehyrder graa
tren over Tærskelen og saa.
Groftklædte Mænd med brunbrændt Hud —
Men deres Hjærter kendte Gud.
Træd ind hver selvisk Sjæl, som tror,
at Himlen er i Navn og Ord!
Se Barnet, som de knæler om,
og faa det golde Hj ærtes Dom!
Thi Gud vil kendes om igen
af Mødresmil og milde Mænd.
Og har troskyldig Gud du set,
saa er paany hint Under sket.
Og brøler vældigst Vredens Røst —
Gud slumrer ved et Kvindebryst.
Og slaar et Slægtled Gud ihjæl —
Gud er et evigt Kildevæld.