Far, hvor flyver Svanerne hen?
Bort! Bort! Vingerne spiler de,
Halsene strækker de, syngende iler de
bort! Bort! Ingen ved hvorhen.
Far, hvor sejler Skyerne hen?
Bort! Bort! Jaget af Vindene
ud over Havene stryger de skinnende,
bort! Bort! Ingen ved hvorhen.
Far, hvor løber Dagene hen?
Bort! Bort! Ruller de, rinder de.
Ingen kan gribe dem. Sporløse svinder de
bort! Bort! Ingen ved hvorhen.
Men Far, vi selv, hvor gaar vi saa hen?
Bort! Bort! Øjnene lukker vi,
Hovedet bøjer vi, klagende sukker vi,
bort! Bort! Ingen ved hvorhen.