Det var en Vinter hvid og streng —
Vi sænkede en lille Dreng
i Jordens sorte, kolde Seng.
Syv blanke, solskinsfyldte Aar,
hvis Fodspor nu som friske Saar
i hans og hendes Hjærter staar,
Gav vi med Sorg til Gravens Gem —
Og de, hvis Barn det var, gik hjem,
hvor Savnet sad og vented dem.
Thi kold blev Stuen, stum og graa,
den Dag hans Hjærte gik i Staa,
og Tomhed gaber fra hver Vraa,
Og om dem kalder uden Svar
en Barnestemme, sød og klar,
ustandselig paa Mo’r og Fa’r — —
Et Barn vi gav til Moder Jord —
Og om os stod saa hvid og stor
en Vinterdag med Foraarsspor.
Og hjem vi gik blandt Børn, der lo;
og Pigebørn gik to og to,
Og Livet sang fra deres Sko.
Og svangre Mødre mødte os —
og vrinskende slog Drengetrods
mod Vinterblaaets Solskinsfos.