Se, jeg har blindet din Rude —
Jeg er Morgenens Sne.
Jeg er saa kold paa min Snude,
kys mig, min Snut, skal du se!
Blødt som en Tusmørkesværmer
svæver mit flagrende Fnugg,
men naar din Læbe sig nærmer,
perler jeg der som en Dugg.
Føl! Mine Hænder er kolde!
Prøv! Har jeg Smag eller Lugt?
Fra mine Lænder, de golde,
faldt hverken Frø eller Frugt.
Jeg er den kyskeste Nonne,
intet er rent som min Mund.
Jeg har den karskeste Aande,
mød den, din Sjæl bliver sund!
Rensende er jeg som Smerten.
Stilhedens styrkende Aand,
som var den første i Verden,
formede mig med sin Haand.
I min alhvideste Vælde
laa jeg, af Stormene tabt,
ud over Maanernes Fjælde,
længe før Jorden var skabt.
Hedningens dampende Bioten
var jeg den første, der saa.
Blødere er jeg om Poten
end listende Kattetaa.
Ulven, som fygende Nætter
vejrer den knirkende Rén,
hører mig ej, mens jeg sletter
Sporene bag ved dens Ben.
Byerne gav jeg tilbage
til den forglemte Natur,
Kirker med kobberne Tage,
Skoler og skimlede Skur.
Gavle i Gyderne skinner,
blændende svøbt i min Ham,
som mine evige Tinder
om Aconcaguas Kam.
Jeg er det friskeste Foder
for den forkrøblede Rug.
Skyen, min svulmende Moder,
ryster mig ud af sin Bug.
Tyst som den rugende Eder
mellem sit skinnende Dun
tømmer hun tusende Reder
ned over Tage og Tun.
Lydløst, mens Stjærnerne blinker,
pynter jeg Granernens Top,
hvor de forpjuskede Finker
pippende puster sig op.
Harerne har jeg begravet,
naar de i Plovfuren sov.
Selv hos min Dødsfjende, Havet,
laa jeg paa Takkel og Tov.
Skovene, hvor jeg har lagt mig,
drømmer om Urtidens Fos.
Over hver Gren har jeg strakt mig
tavs som en lurende Los.
Stille, mens Kragerne ryster
Kvisten, jeg krummer saa let,
fletter Fuldmaanen, min Søster,
Skovødets blaanende Net.
Maane og Stjærner forstod mig.
Naar med sin knækkede Stang
Karlsvognen peger imod mig,
faar min Krystalskorpe Klang.
Men jeg faar Pletter paa Kjolen,
naar i den vaagnende Vaar
Tøvind og Søvind og Solen
hærgende over mig gaar.
Regnen mit Legeme æder.
Solen fortærer hver Flig.
Skovene dryppende græder
over mit smeltende Lig.
Men med en Snestorm fra Norden
fryser jeg Vaaren ihjæl.
Løsner min Moder saa Gjorden
drukner vi tusendaars Skel.
Jeg er en Hersker, som handler
haardt med sin hærtagne Jord.
Jeg er en Aand, som forvandler —
Skønheden staar i mit Spor.
Jeg er et Fnugg kun, der smelter.
Jeg er det dundrende Skred,
som over Graner, der vælter,
tordner mod Afgrunden ned.
Stilheden bygger jeg Kirker.
Frosten, som boer i min Gaard,
knager og knitrer og knirker
i mine Skanser og Skaar.
Mægtige er mine Arme —
kryster jeg Land eller Ø,
maa de med blændende Barme
kvalt i min Dejlighed dø.
Frodigst dog grønnes den Ager,
som ved mit Frosthjærte sov.
Vaaren er aldrig saa fager
som i den smeltende Skov.
Tusendfold sødere synger
Sommerens tonende Kor,
der hvor mit Favntag forynger
Vinterens slumrende Jord.
Se mine Fnugg, hvor de danser!
Oh, vi har travlt, kan du tro!
Puslende murer vi Skanser,
hviskende bygger vi Bro.
Og mens vi dratter og klatter
mødes og stødes, kling, klang,
ler vi den sødeste Latter
lydløst som Alfernes Sang.