Det gløder saa tyst over Skrænten,
hvor Bøgene brænder paa Rad.
Alt Løvet er lyttende Venten,
der rører sig ikke et Blad.
Det søgrønne Mos paa en Stamme
fortæres i Gru, som er sød,
af Skovbundens svidende Flamme,
som svøber det tyst i sin Glød:
Dryade! Dryade!
Der staar hun saa smal som en Vaand
paa sin Skrænt.
Dryade! Dryade!
Et tyssende Tegn fra en Haand,
og et, Vent!
Hun hidser hans Hu
med sin tøvende Blu.
Hun blæser sit Tys
som et Kys.
Da blusser han vild
ved det tændende Syn.
Tyst dypper hun sig i hans Ild
som et Lyn,
og dvæler et flammende Nu.
Paany af hans Favntag hun glider
og ty’r til sit kølige Hus.
Den flygtendes Sider han svider
med Længslernes luende Sus.
Saa leger de Dagen til Ende.
Men sent i den dampende Nat,
naar Nyet bli’r tændt, kan det hænde,
det suser i Bakke og Krat:
Dryade! Dryade!
Dvæler du flygtig og sky
for at fly?
Dryade! Dryade!
Tændt er det blinkende Ny.