I Skovens Haar er Totter
af brunt og gult og rødt.
Der pløjes over Stubben.
Ja, nu er Muldet blødt.
Omkring de gamle Elme
paa Kirkegaarden larmer
de sorte Raagers Hær.
Jeg tænker, mens de larmer,
paa Dage, som er svundne
og aldrig kommer mer.
Den gamle Mand var færdig
paa Kirkegaarden snart.
Det Vand, som stod i Graven,
vil skjules i en Fart.
I Nat vil Blæsten plyndre
for deres sidste Blade
de gamle Elmetrær.
Her drysser visne Blade
fra Dage, som er svundne
og aldrig kommer mer.
Hvad findes der i Haven
at pynte Graven med?
Lidt Vildvinsløv fra Gavlen
og saa et Astersbed.
Maaske en sildig Rose
kan flettes mellem Kranse
af Eviggrønt og Bær.
Men Tanken binder Kranse
for Dage, som er svundne
og aldrig kommer mer.
Regn pisker imod Ruden,
og Mørket falder paa.
I Morgen vil en Skare
paa Kirkegaarden staa.
De blotter deres Ho’der
mens Sørgesalmen toner
og Elmeløvet snér.
Ton, ton, du dybe Salme
fra Dage, som er svundne
og aldrig kommer mer.