Se Haverne! Se Skovene!
Det falmer og det drysser.
Nu skinner alle røde Bær,
Oktobersolen kysser.
Nu kan man se saa langvejs ud,
og tværs igennem Skoven,
og over gule Agres Stub,
som vender sig for Ploven.
Og højt og frit har Brombærranken
hægtet sine Klynger.
I Hegn og Krat de struttende
som Drueklaser gynger.
Og Raagerne har samlet
deres store, sorte Skarer.
Nu blæser Høstens Storme snart
de skingrende Fanfarer.
Saa rasler Løvet klingende,
saa danser Høstens Datter.
Igennem Stormen skogrende
man hører hendes Latter.
Som Græskar svulmer Barmen
paa den store Bakantinde,
og vilde Sange synger hun
til Kor af Nordenvinde.
Og nogle høres klagende
som lange Salmetoner,
og andre kommer jagende
som glammende Dæmoner.
Og Fattigfolk i Stuerne,
som hører dem, kan hænde,
de læser deres Fadervor
og frygter Verdens Ende.