H. C. Andersen
1805–1905
1805–1905
Med Grevinden Digteren spaserer.
Det er som et Bad,
han er barnlig glad,
dulgt hun smiler lidt af hans Manerer.
For han ligner en, som spiller Kegler.
Men i Drømme er han Féens Bejler,
og hans Digteraand
løst af Støvets Baand
Svanen lig, som i Kanalen sejler.
Dyb og dejlig er hans Gudegave.
Parken er jo Æventyrets Have,
hvor Prinsesser smaa
med Guldkroner paa
fodre Svanerne i Slottets Grave.
Og hvor alt omkring ham, Snegl og Svaler,
Sommerfugl og Træ’r,
Roserne især,
lever Æventyrets Liv og taler.
Af usynligt Liv han er omsværmet.
Rosenalfer napper ham i Ærmet.
Men naar Havens Fé
bød en anden The
før vor Digter, blev han dybt fornærmet.
Fjærne Drømmefugl blandt Dødelige!
O, jeg saa en Gang en Svane stige
stor og hvid af Krop
næsten lodret op
i den øde Vinterhimmels Rige,
Hvorfra Skriget ensomt kom tilbage —
Var han svanefødt i vore Dage,
havde vel hans Sang
haft en saaret Klang
af en jaget Storfugls vilde Klage,
Mens vi nu kun dulgt fornemmer Sukket.
Æventyrets Have blev jo lukket.
Nøglen har vor Mo’r
med de haarde Kno’r
i sin dybe Kjolelomme stukket.
Svane! Svane! Det er længe siden!
Svært at bygge Bro
til din Barnetro
fra vor Nutids vingeløse Viden.
Men Naturen er vor fælles Moder.
Blæser hun sin Lur,
styrter hver en Mur,
og det suser som fra fjærne Kloder.
Og naar Suset gennem Parkens Kroner
farer hen og dør,
høres nu som før
Æventyrets dybe Klokketoner.