Grønne Grave hegnede
Københavns Idyl,
som da Volden segnede,
ak, blev brugt til Fyld.
Saadan er nu Tidens Skik,
sluger til sit Tarv
i et Hastværksøjeblik
hundredaarig Arv.
Livet har sin egen Leg —
Tiden tog og gav.
Skønhed sank og Skønhed steg
af det sunknes Grav.
Thi, hvor Sisken fløjtede
langs den grønne Sti,
og vor Ungdom skøjtede
ned langs Tivoli,
Rejste under Hammerklang
Staden sig et Hus.
Tiden vakte Skønhedstrang
af Idyllens Grus.
Saadan er nu Tidens Skik,
samler til sit Tarv
i et Velmagtsøjeblik
hundredaarig Arv.
Kunst skal vidne for sin Tid.
Vidn vort Hus for os!
Vidn om ærlig Kunstnerid.
Kunst er Livets Trods.
Hil dig Hus for Menigmand,
rejst paa Alfarvej!
Dog et Hus af fornem Stand,
fat det eller ej.
Midt i Dagens Vallegraa,
kløvet af dit Spir,
skal du staa og kalde paa
Dagens travle Bi’r.
Nytaarssne skal pynte dig,
svede skal dit Tag.
Døgnets Timer skyndte sig
fra den første Dag.
Og mens Folk paa Fliserne
døjer godt og ondt,
drejer Uhret Viserne
rundt og rundt og rundt.
Rundt og rundt, mens Livets Støv
hvirvles om din Gaard.
Slægter hvirvles med som Løv.
Skaberdrift bestaar.