»Se,« hvisler hun og gyser som af en lønlig Gru
og viser mig den lille Sko, som traadte.
»Se, alle dine Roser har jeg trampel itu —
knæl og ti, og kys min Fod — jeg maatte!«
Det er en egen Vellyst, en sødmeblandet Bod
at sone, hvad en tilbedt Kvinde maatte.
Jeg drømte, at jeg nedsank besejret for din Fod
og kyssede den lille Sko, som traadte.
Og greb — mens i mit Hjærte min knuste Stolthed sved —
Jeg drømte det, du yndige, som traadte —
din Hals, og klemte trofast til af al min Kærlighed,
og sa’e paa din søde Mund — »Jeg maatte!«