Der er Aander, som banker i Petersens Bord.
Og med Petersens Haand
skriver Abrahams Aand.
Før gik Petersen om som et diende Nor;
men nu omgaas han Abrahams Aand som en Bror.
Der er mer end vi tror mellem Himmel og Jord —
Gud, hvor Petersen tror
paa sin stokdøve Farbror, som døde i Fjor!
Der er Aander med Tunger og Aander med Knor.
Der er Abrahams Aand
udi Petersens Haand.
Men paa Petersens Aand er der ingen, der tror.
For hvad ved vi om Petersens Aand? Ikke Spor!
Først naar Petersens Hylster er blevet til Jord,
skal hans Aand sætte Spor.
Saa skal Petersen selv være Aand i et Bord.
Nu forarges min søgende Broder, som tror,
at i Petersens Haand
sidder Abrahams Aand.
Han skal møde sin Faster, som døde i Fjor,
og han byder mig sidde ved Petersens Bord.
Jeg gør Afbigt for mine letfærdige Ord.
Men jeg undslaar mig, Bror!
For jeg ærer det Tempel, hvor Tavsheden boer.
Thi mens Aanderne banker i Petersens Bord,
og mens Abrahams Aand
fører Petersens Haand,
staar der Græs ved min Tærskel i Aar som i Fjor.
Og hvert grønnende Græsstraa er Underet, Bror!
Og et Under er Templet, hvor Tavsheden groer
om den syndige Jord!
Og jeg ærer det Tempel, hvor Tavsheden boer.
Jeg har løftet mit Blik mod dets Buer og Bror,
mod dets Bælter og Baand — —
Og jeg tror, ja, paa Aand.
Paa den Aand, som er En fra de Kupler og Kor,
hvormed Tavsheden kroner den natdunkle Jord,
til det ringeste Græs, som i Stilheden groer — —
Men jeg tror ikke Spor
paa en Aand, som er avlet i Hor med et Bord.