Det var begribeligt for Fornuften,
at Kirkehvælvingen røg i Luften
trods Vievandet og Myrrhaduften.
Naar Satan havde sit hele Helved
magasineret midt under Hvælvet,
hvor Menigheden hver Søndag skælved.
At Satan høster, hvad han har saaet,
er Konsekvenser, vi har forstaaet — —
Men det derude! Den Os mod Blaaet!
Den Brandplet der paa Europas Skulder!
Det Saar, der væsker, hvor Havet ruller
old Englands Flaader med Røg og Bulder!
Den Sammenhæng kan jeg ej udrede.
Det Glimt, det Knald i en By — dernede!
Og over Belgien Himlens Vrede —
Men bøj dit Hoved for Himlens Flammer!
Det er tilfældigt, hvor Lynet rammer,
naar hele Verden er sort af Jammer.
Husk og, vor Klode var ikke Eden,
før denne Ulykke ramte Freden — —
Og der er Plads nok i Evigheden — —
Og Sammenhængen, som vi vil finde,
er undertiden en Djævelinde,
der brygger Sejd paa en iskold Tinde.
Forson dig helst med det splittergale,
at A. skal synde og B. betale — — —
Og styrk din Sjæl med en salt Morale.
Vel! Hør Moralen, jeg her forkynder!
Skamskudte Rige med Borg og Bønder,
du lider Straffen for store Synder!
Du laa, hvor ingen har Lov at ligge.
Thi skal Forbrydelsens Kalk du drikke!
Du laa i Vejen! Det maa man ikke!