Aa Gud, for en smeltende Varme, det var,
i Dagene efter Sankt Hans!
Men Natten var sval og lys — o ja!
Vi gik fra Skærsommernatsdans.
Marie! Min søde lille!
Nu kysser jeg dig! Saa kyssed han mig.
Jeg sagde ej ja, jeg sagde ej nej,
jeg vidste ej selv, hvad jeg vilde — —
Aa jo! Min allerkæreste Ven!
Jeg vilde jo alt, hvad du vilde.
Ræk mig din Mund, din lillebitte Mund,
du ved, den hører mig til!
Aa ja! Min allerkæreste Ven!
Tag den saa meget, du vil!
Du græder Marie, min lille!
Jeg hører din Graad, din Kind er jo vaad — —
Af Dugg, min elskede Ven, er den vaad,
Cikaderne hører du spille — —
Aa jo! Min allerkæreste Ven!
Jeg græder — men ganske stille.
Min røde Kind og mit bankende Bryst
og Høet, som hang i mit Haar — —
Aa ja! Min allerkæreste Ven!
Jeg husker det alt som i Gaar.
Det venstre af mine Bryster,
saa hvide og smaa, du kyssede paa — —
det højre med maa saa gerne du faa,
det skammer sig nu for sin Søster.
Aa ja! Min allerkæreste Ven!
Kys mig saa meget, du lyster!
Ingen har set det og ingen ved det,
jeg siger det ej til min Mor.
Jeg siger det ikke saa længe, jeg lever,
til nogen paa denne Jord!
Holder du af mig? Holder du af mig?
Sig det igen! Min elskede Ven!
Sig, at hvor du i Verden gaar hen,
skal ingen tage dig fra mig!
Aa ja! Min allerkæreste Ven!
Du alene skal haJ mig!