Soldufte driver om os under Middagstimens Hvælv,
O hvor Løvetandens fine Fnugfrø svæver.
Ak, Løvetand, dens lune Lugt er Sommerdagen selv —
Græshopper bringer Luften i et næppe hørligt Skælv.
Smaa Edderkopper mellem Græsstraa væver.
Mariehøns spaserer op og ned langs samme Straa.
Paa Skrænten staar Campanula og ringler —
Smaa blide Himlens Døtre, som den klæder i sit Blaa,
og Sommerfugle kilder dem med Følehorn og Taa,
og Humlebier ved deres Bluser dingler.
Og emsigt vimser Myrer mellem Græsstraa hid og did.
Den lille Jungle koger som en Gryde.
Et kostbart Nu skal nyttes ud med Agtsomhed og Flid;
lidt Forraad maa man sanke sig i Hus til Vintrens Tid —
Kun Sommerfugle lever for at nyde.
Ej Sommerfugl bekymrer sig om Lade eller Lo;
men dypper bare her og der sin Snabel,
og flagrer ellers sorgløst over Dagens Solskinsbro,
til Øjeblikket kommer, da der bliver én af to,
en ottevinget Sommerfugl — en Fabel.
En ottevinget Sommerfugl med seks Par sorte Ben
fløj dansende langs Høje smaa og Dale.
Og som den fløj og flagrede, saa blev der to af én —
Og denne Vise fandt jeg under Tjørnens hvide Gren,
omkvidret af den sommerlige Svale.
Blidt ringlede Campanula, og Løvetandens Dun
drev vidt omkring og glimrede i Solen.
Og Gøge kukkede saa blødt, og Skrænten laa saa lun —
Og du sad midt i Kongeriget sommerbrændt og brun
med Strygejærnets Lugt i Lærredskjolen.