Sne gør Byen ny —
Morgensne forandrer rent en By.
Husfaçaden som i Gaar var styg,
staar i Dag maskeret
med en distingveret
Louis seize Paryk.
Morgensne gør fro —
Mangen ler, som ellers aldrig lo.
Denne hvide Dag gør Ingen sur —
Sne gi’r alt tilbage
Sten og Støj og Tage,
til en ren Natur.
Sporvognsklokken — hør!
Klangen har i Dag en frisk Kulør.
Laplandsluften over Torvet staar —
Langs de hvide Fjælde
ringer Renens Bjælde —
Tanken Vidde faar.
Hunde faar Humør,
farer om og snapper Sne og gøer.
Karsk er Skovlens Klang at høre paa,
naar mod Sten den stryger —
Hestepæren ryger,
frisk og gul som Straa.
Kaadhed smitter — se!
En Morlille greb en Haandfuld Sne,
lo, og slog den kolde Snebold fast
over Sporvognsdøren,
medens Konduktøren
holdt ved Bommen Rast.
Sort er Parkens Træ,
hvor den høje Stamme stod i Læ.
Paa dets Lemmer hviler Sneen blidt —
Stille Sne, som blænder,
bøjer Granens Hænder
over Drivens Klit.
Solsorthunnen blot
har paa denne rene Snemark traadt.
Solsorthunnen løber, sangforladt,
under Graners Grene
stum og sky, og ene
i sin Vinternat.
Fra Kastanjens Gren
ryster Kragen Sneen, morgenren —
Mellem Søens høstliggule Rør
svømmer sultne Maage
i den sorte Vaage,
mindre hvid end før.