I Parken drypper de sorte Kroner;
vaad hviler Grenen i Graavejrsluft — —
En Skumringsverden af Skyggetoner,
hvor Vaaren drømmer i Dødens Duft,
og Lyset blot er et Perleskær
om kvistevrimlende Elmetrær.
Men Tanken vil ved de Veje hvile,
hvor Mosset breder sin grønne Ham
paa Landsbytage og vaade Pile,
som luder over hver blæksort Dam,
hvor Gavl og Grene i Spejlet drømmer,
og tørvefarvede Ænder svømmer.
Hvor er nu Bruset? Hvor er nu Pragten?
Dødsstille, plyndrede, sorte Jord,
ske her din Vilje! Jeg vedstaar Pagten!
For her er Danmark, og her er Nord!
Og slumrer Eros, han var i alt,
fra Vaaren fødtes til Løvet faldt,
Det sorte Muld har saa søde Løfter.
Bag Pilebarken et Foraar staar.
Hør, Vandet klunker fra vaade Grøfter!
Blidt hviler Farverne fra i Vaar,
saa søskendlige hverandre nær,
i Krat, i Marker, i Tørveskær.
De sover sammen, det fugtiggrønne,
det brunligsorte i sval, ren Ro.
Her drikker Timen af dybe Brønde,
her hører Tanken det skjulte gro.
Hvor har dog Danmark dit Vinterrige
en Farveyndighed uden Lige!
Hvor er der frugtbar og venlig Hvile,
i Danmarks slumrende Agerland,
hvor Marken breder sig Fjerdingmile
om Sognevejenes Grøfterand,
hvor Haren hopper i Graaet ind;
hver Græstot ligner dens brune Skind.
Men over denne saa tyste Færden
af Skumringsfarver og Graavejrsfugt
skal Blæsten aabne en oprørt Verden
af Skyer og Stjærner og Maaneflugt.
Dér lader Stormen i Skift af Skygge
Guldskiven flyve langs Gletscherrygge.
Og hvis en Tone i Natten svirrer
som Svanestrubernes Orgelbrum,
saa er det Frosten — hans Vinger klirrer —
Han sank igennem det dunkle Rum.
Da krøb et Gys over Jordens Hud,
og paa hver Græstot slog Rimfrost ud.
Vandspejlet rørte hans Fingerspidser,
og se, det rynkes og stivner brat.
Paa Ruden Tidselens Tegn han ridser —
Det klinger skørt i den gyldne Nat
fra Stjærnebælter og Mælkeveje —
dér spiller Frosten paa sin Skalmeje.