I Boulevardernes
Heksegryde
koger et boblende
Bryg af Lyde.
Refrainer knalder
og kvækker og smælder
om illuminerede
Karrouseller,
Hvis Lamperader,
som Dagblaaet spejler,
fantastisk hen over
Gaderne sejler,
Hvor Grammofonerne
gjalder og galer,
som titusind Klowner
slog Saltomortaler.
Tonerne blander sig.
Skumringen blaaner
om gennemsigtige,
lilla Maaner. —
Løftet over
Spektakel og Smuds
svæver en Brud
paa en skinnende Struds.
Gallaudhalede,
hede af Vin,
én paa en Svane,
én paa et Svin,
En paa en Flodhest
én paa en Ged,
gryntende, galende,
blanke af Sved,
Styrtende ned
mod usynlige Dale,
mens Grammofonerne
raser som gale,
Slynget paany
imod svimlende Højder,
nogle med Skraller,
nogle med Fløjter
Stormer en kaad
og grotesk Kavalkade,
sprøjtet som Skum
fra den gøglende Gade,
Hujende, halsende
efter den smukke,
Aber og Æsler,
Bamser og Bukke.
Til hvilke Orgier,
som ingen gætter,
i majestætiske
Foraarsnætter
Fører denne
skinnende Svane
sin letsindige
Karavane?
Sejlende højt
i det mulmblaa Rum,
utilnærmelig,
hvid og stum —
Følg, hvo, der tør,
men ingen maa røre!
Jeg er Skæbnen —
og jeg vil føre.
Paris.