Fra Horizontens Rande, som Synskredsen lukker,
vokser Natten ud, en Kæmpe mørk og stor.
Og Jordens trætte Sønner rejser sig og sukker
og gaar hjem til de Huler, hvor de bo’r.
Og Kvinderne staar op for at møde deres Herre
og iskænke ham Forglemmelsens Rus.
Men meget faa er smukke, og lykkelige færre,
de fleste er kun fattige Lus.
Mens nogle søger Glemsel hos deres stakkels Kvinder,
søger andre den i Alkoholens Dunst.
I Dørene staar Skøgerne med natteblege Kinder
og angler efter Mændenes Brunst.
Men mange Hjærter stønner i Angst for Synden og Døden,
og beder deres milde Gud at hjælpe dem i Nøden;
og den milde Gud hører undertiden deres Raab.
Fra en af de blide Stjærner, som tindrer fra det Høje
i det bundløse Mulm som et levende Øje,
sender han en Straale af Haab.