Hvorhen? Hvorhen? med Solskin paa
I morgenmuntre Byger smaa?
Fra Syd med Fryd
og Fløjtelyd
vi som en lastet Flaade
mod Danmarks Kyster gaar.
Dets Agre bliver vaade,
hvor Bondesønnen saar.
Tag Hilsen med til hvert et Sted!
Mit Hjærtes Længsel tag den med!
Til Ø og Sø,
som gaar i Tø,
til Bondemandens Plove
og Herregaardens Eng,
og vask de Bøgeskove
jeg leged i som Dreng.
Hils mest en Egn, hvor Slaaenhegn
faar Blomster efter Nattens Regn,
mens Bi’r langs Sti’rr
fortumlet frir
til Grøftens Mælkebøtter,
som overdaadigt vaadt
omkranser Hjulsporspytter,
som blinker himmelblaa.
Der skridter flink mod Kystens Brink,
hvor Bæltet skyder Blink paa Blink
i Blæst fra Vest
den Husmandshest,
forfulgt paa hele Turen
af Maager, som med Støj
forslugne slaas i Furen
bag Bondemand og Øg.
Fra Pil til Pil kan i April,
langs Landevejens fire Mil
en Hær af Stær
i Solskinsvejr
faa Luften til at tone
saa saligt, at hvem ved,
en bristefærdig Krone
maa springe ud derved.
Der laa jeg tidt og saa saa vidt.
O Jord! Jeg tror, du ved, hvor blidt
mit Blod forstod
din tavse Flod.
Det var som flød i Bakken
den samme røde Strøm,
som hvisler mig om Nakken
sin farverige Drøm.
Hils Hest og Mand! Og Stær og Strand!
Hils alt, som lever i mit Land!
Hvert Træ, hvert Kræ,
ja, selv hvert Fæ.
Hver Ko, som skal paa Kløver,
de Hellige saavel
som Sognets værste Røver
jeg sender Hilsen til.
Og sig, jeg ved fuldgod Besked
om al den unge Herlighed
som gror af Jord
og over Fjord
med Fugletrækket stryger.
Held dig, mit Hjem, som lér
i Strejfsol mellem Byger,
forpint af Fødselsvéer.
Paris 99.