Skin i mit Hjerte, varme Sol!
Jeg elsker dig saa saare.
Saa blaaner Hjertets Vaarviol
og dugges af min Taare.
Violerne, de mørkeblaa,
et Foraarstæppe breder
i Hjertet, som du skinner paa,
og som min Taare væder.
O Sol, som varmer mig saa mildt,
jeg elsker dig saa meget!
Din Godhed har jeg tit forspildt,
men du har aldrig sveget —
Du varmer mig, velsigner mig,
du kysser mine Kinder.
Hvor kunde jeg fornægte dig,
saa naaderig du skinner!
Jeg ved jo ej, hvorlænge jeg
dit varme Lys maa skue.
Jeg ved ej, naar de bærer mig
at sove under Tue —
Skin i mit Hjerte, Livets Væld
og Lysets varme Kilde!
Og skin tilsidst en Foraarskvæld,
naar Hjertet bliver stille!
Og skin tilsidst en Foraarskvæld,
naar sorgfuldt Hjertet sukker
et bristende og langt Farvel
og Øjnene sig lukker!
O, i mit Hjerte, varme Sol,
velsignende du skinne!
Saa blaaner Livets Vaarviol
endnu en Gang herinde —