Besku dit Træ og sku dig glad,
du, som blandt Søskende paa Rad
er selv paa Livets Træ et Blad.
En Kraft, som skjult i Kaos’ Storm
forklarer sig i Nuets Form,
men drømmer om en evig Norm,
Har bygget denne Tempelbro
af stille Vækst og frugtbar Ro — —
Her boer en Aand, hans Navn er Gro.
Han varmer den, hvem Kulden beed,
han svaler den, hvem Ilden sveed,
han frier din Sjæl fra Ensomhed.
Thi hvo, som i sin Fødselsstund
blev kysset af hans friske Mund,
hans Sjæl skal vorde glad og sund,
Og knyttes med et Troskabsbaand
til Alnaturens skjulte Aand —
Vælg Gro til Ven og grib hans Haand!
Og nærm dig frygtløs Nattens Dal,
vær tryg, den tavse Stjærnesal
er evig grøn og evig sval!
Der kom du fra, der gaar du hen.
Der strømmer Kraftens Kilde, Ven,
der kan du blive grøn igen.
Besku dit Træ og sku dig glad,
og vær blandt Søskende paa Rad
paa Livets Træ et trofast Blad.
Lyd Træets Lov, slaa Rod og gro
og fold dig ud paa Lysets Bro,
bekend dit Nu og vær det tro!
Kend, I er Børn af samme Aand,
som virker med usynlig Haand
hvert evigt Nu sit Klædebon!
Og se, hvor noget hverdagsligt,
kan være bundløst dybt og rigt!
Dit Træ er Evighedens Digt.