Træd ind i vort Hjærte, du elskede Vaar
med dit Solskin!
Udslet vore Synder og læg vore Saar
med dit Solskin!
Se, Pintsen er kommet, og Danmark staar døbt
i dit Solskin!
Og lykkelig følger vi Grøfterne, svøbt
i dit Solskin.
Hver Husmand ved Vejene hvidter sin Gavl
i dit Solskin,
og Gaardkonen tæller sit Kyllingekravl
i dit Solskin.
Og Hanerne ryster den luende Lap
i dit Solskin,
og skingrer langs Grøfter og Gærder om Kap
i dit Solskin.
Og Hanstæren danser en kaglende Vals
i dit Solskin,
saa Fjeren staar strut paa dens boblende Hals
i dit Solskin.
Smaalammene patter med spjættende Stjært
i dit Solskin,
mens Duen i Ageren pikker sin Ært
i dit Solskin.
Og Føllene famler mod Mødrenes Bug
i dit Solskin;
og kejtet gi’r Pigen sit Haandtryk i Smug
i dit Solskin.
Smaapigernes Fletninger bleges som Hør
i dit Solskin,
og Mælkebøtbræmmene glinser som Smør
i dit Solskin.
Og rundt om hver honningdryppende Gren
i dit Solskin
staar brumlende Bier med byltbærende Ben
i dit Solskin.
Og alle smaa Kirsebærtræer springer ud
i dit Solskin.
Alt svulmer som fyldt af en sødmerig Gud
i dit Solskin.
Markblomsterne brænder som fromme smaa Baal
i dit Solskin.
Alt dier og drikker af Godhedens Skaal
i dit Solskin.
Thi ville vi lytte til Sommerens Nyn
i dit Solskin,
og glemme en Time al Jorderigs Synd
i dit Solskin.
Og slaa til den evige Godhed vor Lid
i dit Solskin
blandt Smaabørn og Blomster og Lærker og Kid
i dit Solskin.
Trygt følger vi Grøfternes Mælkebøtbræm
i dit Solskin,
som bortkomne Børn, der omsider fandt hjem
til dit Solskin.