Melankolien bleg og sart
gik ud sin Morgentur,
mødte hun Letsindighed,
parat at gøre Kur.
Godmorgen, Frøken Taarekind!
Godmorgen, Junker Glemmesind!
I Græsset Edderkoppen spandt,
mens Duggen randt, mens Duggen randt.
»Og sig mig, hvi I vanker her
saa trist og mørk i Hu?«
»Jeg sørger for min Sommerdrøm,
som ligger visnet nu.
Hvor er den Ed, I nylig svor?«
»— Hvor er den Sne, som faldt i Fjor?«
I Græsset Edderkoppen spandt,
mens Duggen randt, mens Duggen randt.
»Men sig mig, hvi I spanker her
saa knejsende og glad?«
»Jeg vasker bort min Sommerdrøm
i et Septemberbad.«
»Min Kompliment, Fru Graatigraat!«
»Jer Tjenerinde, Junker Flot.«
I Græsset Edderkoppen spandt,
mens Duggen randt, mens Duggen randt.