O, alle de Lærker, som flyver af Blund — —
Det var i den sitrende Dæmrings Stund.
Den blegnende Maane fra Skovene steg
og tittede gennem min Rude.
Tusmørkets puslende Drømme sneg
sig skælvende fra min Pude.
Forsvundet, forsvundet! Hvor dvæler de kort
de Midsommernætter! Alt flygter de bort,
mens Verden forvandles, og Sø bliver Sø,
og Skovene bliver til Skove,
og Lyngbusken løfter sin dryppende Ø
over en vuggende Vove.
O, alle de Lærker, som kimer i Slyng
og piler i Løb over dryppende Lyng!
Alt spredes i Øster de luende Skyer
for Straalen fra Solgudens Øje,
mens Taagerne sitrende flænges og flyr
over de flimrende Høje.
Til Højdernes Kølighed stiger jeg op,
hvor Solskinnet skummer paa Granernes Top,
hvor Luften blev renset i Grankoglers Duft,
hvor Glenten forlader sin Rede
og styrter sig gennem den favnende Luft
over Sø, over Skov, over Hede.
I Dugg vil jeg køle min brændende Kind.
Min Ve vil jeg hviske til Morgenens Vind.
Se, ogsaa i mig var der Jubel, som brat
forlostes af Tangernes Kæde,
men underlig Graad fra den drømmende Nat
har skælvende dugget min Glæde.
Fryd, rislende ren som fra Lyskilden selv,
hvad jubler du for i dit Lysstraalehvælv?
Bebuder du Verden en blussende Tro
paa alle Fornyelsens Love,
mens Sylferne slynger den blinkende Bro
over de skummende Skove.
Bereder en frelsende Dagning sig tyst
i drømmende Smerte paa Tusmørkets Kyst?
O, ukendte, fjærne, dugdryppende Ø,
jeg saa dig, som tindrende vaagen
i Lyset du steg af den brusende Sø
som Morgenens Høje af Taagen.
Jeg saa paa din Strandbred en knælende Mo’r
højt jublende lofte sit sprællende Nor —
O, skin paa hans Øjne, o, skin paa hans Haar,
altsignende Sol, som du stiger
saa sejrrig i Dag som om tusende Aar
af Taager, som rødmende viger —!
I dryppende Dugg og i kimende Sang —
I Dæmringens Drømme jeg saa det en Gang.
Solsignede Yngling, min ufodte Bro’r,
vær hilset paa Morgenens Høje!
Mens Taagerne flyr fra den vaagnende Jord
for Straalen fra Solgudens Øje.
Højt jubler det over den dryppende Lyng.
Stig, frifødte Jubel, mod Himlen og syng!
Igennem din kimende Ørken jeg gaar
til Højdernes kølige Skove
med Sol paa mit Ansigt og Sol paa mit Haar,
O, nu var det syndigt at sove.