Hvem skrider frem i stor og stille Vælde?
Hvad er her sket? En pludselig Forandring.
Mon Tidens Hjul stod stille paa sin Vandring
Du vaagner, Sjæl, og skælver i din Celle.
Du færdedes den lange Dag i Skove,
hvor Stjerner spejler sig i tunge Vande.
Der rejser du i Ensomhed din Pande
og vækker Drømmene, som om dig sove.
Men nu, da Dagmaskinens Klapren standser,
nu vaagner du, nu løfter du dit Ho’de,
og ser dig om saa underlig til Mode
og lytter spændt med alle dine Sanser —
Hvem skrider over Markerne og Høj’ne?
Hvad er her sket, at alt omkring mig tier,
mens Verden som i angst Forventning bier?
Og hvem er du, som skælver saa urolig —-
du underlige Fugl, som fra din Bolig
i Verden skuer frem med rædde Øjne?