I vor lave Stue
staar de hvide Senge
og Gardiner hvide
over Ruden hænge.
Tvende gule Iris,
i en Flaske stukket,
har i vaade Enge
min Veninde plukket.
Se, en Strøm af Roser,
blussende og blide,
gyder Kvældens Solskin
over alt det hvide.
Laaner min Venindes
Haar sit gyldne Smykke,
farver hendes Kinder
med en Glans af Lykke.
Alt saa stille, stille — —
Alle Vinde lagt sig.
Lange Slangeskygger
over Diget strakt sig.
Højt og klart fra Marken
klinger Lærkens Trille.
Kun min Sjæl urolig —
ellers alt saa stille.