Det nære bliver fjærnt,
og det fjærne rykker nær,
mens Vinterdagen slukker
over Tagene sit Skær.
Guldblanke Lygterader,
som tændtes tyst og brat,
punkterer gennem Gader
Skel mellem Dag og Nat.
Og hensigtsløst det rumler
fra Dybet som en Strøm,
der rinder hen og mumler
i Evighedens Drøm.
Vintren tø’r,
Dagen dø’r —
Alt, hvad jeg har levet før,
rinder mig i Hu.
Rummet hvælver sig saa stort.
Perleklart fra Tidens Port
drypper dette Nu.