Den lifligste Lugt i Verden
er Lugten af nyslaaet Hø,
saa sød som den sene Sommer,
saa karsk som den salte Sø.
Det lifligste Hø i Verden,
det høstes og sættes i Stak
af flittige Koner paa Bjærget
med Slidder og Sladder og Snak.
Sol skinner paa Bjærgets Koner,
som høster hver evige én,
og bleger de farvede Skørter
og bruner de bare Ben.
Der kravler en Purk i Grøften;
der græsser en Ged med sit Kid —
og Purken har tabt sine Bukser,
og Geden er sort og hvid.
Og Geden og Purken er Marris
og Ungen i Vognen med;
og Marri er Kone til Michel,
som »fløter« langs Elvens Bred.
Blandt alle de flittige Koner,
som høster og sætter i Stak
og svinger de malede River
med Sliddel og Sladder og Snak,
Er ingen saa flittig som Marri,
og ingen saa smidig og stærk;
hun gaar som i Leg over Græsset
I solbleget Skørt og Særk.
Og nu er det Middag paa Bjærget,
og hed er den grønne Toft.
Og Marri nærmer sig Stakken,
for nu skal den bæres paa Loft.
Og Marri knuger i Favnen
sin Stak med et kærligt Tryk,
og klemmer den i en Presenning
og spænder en Rem bag dens Ryg
Og stemmer den Knæet i Maven
og favner den helt omkring;
for saadan en Stak er en stridig
og løjerlig levende Ting.
Og smidige Marri paa Bjærget,
som ta’r med sin Høstak en Tørn,
ligner en Dreng, der bakses
for Spøg med en skikkelig Bjørn.
Og Solen skinner paa Bjærget,
og Lærkerne kvidrer omkap;
og Kiddet rusker sin Moder
med tørstige Nip og Nap.
Og Purken har vækket den Lille,
som nylig i Puderne sov;
og Marri har hørt dens Klynken,
og Marri ved dens Behov.
Rask endevender hun Purken
og straffer ham med et Par Smæk
og ryster ham i hans Bukser
som en lille Gris i en Sæk.
Saa sætter hun sig ved Grøften,
og Særken smøger hun ned
og presser det spæde Ansigt
til Barmens perlende Sved.
Saa falder der over Marri
en sød og drømmende Fred —
mens Kresløbet sluttes fra Grøften
til Verdens yderste Bred.
Og Solen skinner paa Bjærget,
og hed er den grønne Vang.
Og Konerne trasker langs Vejen
i stampende Gaasegang.
Hver bærer sin Høstak paa Nakken
og luder med Ryggen i Krog.
For nu er det Middag paa Bjærget,
og Gryderne skal i Kog.
De hjælpes, de flittige Koner,
hvis Mænd langs den brølende Elv
»fløter« de sejlende Skove.
Men Marri maa hjælpe sig selv.
Godt! Hurtig vælter hun Stakken
og smider sig ovenpaa
med Blikket vendt imod Solen
og Himlens flimrende Blaa.
Og presser først Hoved saa Skulder
op under Presenningens Strop.
Og saadan, tøjret til Stakken,
skal Marri nu rejse sig op.
Det kniber. Men haardt i Bakken
hun stemmer de hærdede Ben.
Og Nu! Men Stakken vil ikke,
for den er en genstridig én.
Men Marri er Bjærgenes Datter,
og Elvene er hendes Slægt,
og Vilje har Marri og Sener,
mens Stakken har bare sin Vægt.
Dybt henter hun Vejret og spænder
hver Scene i Lægge og Ryg.
Der staar hun og vakler med Stakken,
forpustet og svedig, men tryg.
Og Solen skinner paa Bjærget,
og hed er den grønne Vang,
og Konerne trasker langs Vejen
i stampende Gaasegang.
Og Marri triller den Lille,
og følger, med Ryggen i Krog
og Buksetrolden ved Haanden,
det løjerlig puklede Tog.
For nu er det Middag paa Bjærget,
og nu skal der sørges for Mad.
De tjærede Bjælkehytter
langs Dalranden ryger paa Rad.
Og Marri sætter det dampende
Fad paa det skurede Bord.
Og Michel griber sin Træske
og mæler saa ikke et Ord.