Bygen kaster sin Solskinsgraad.
Plænen damper i Sol og Vand.
Stakkels Psyke fik Vingen vaad,
blidt hun daaner paa Vasens Rand.
Tulipaner af Ild og Luft,
Purpurskaale, men uden Klang,
fyldt til Randen af Solskinsduft,
gløder tyst som en Solnedgang.
Stille strømmer Kastanjens Blod.
Stammen ved, hvor dens Styrke gror.
Kronen fyldes fra Træets Rod,
Roden bunder i Moderjord.
Saligt toner ved Solnedgang,
oversanselig ren og skøn,
Solsorthannernes Aftensang:
Parken drikker sig dobbelt grøn.
Unge Mand, hvor din Mund er rød!
Dine Øjne fuldstændig blaa.
Stedmorsblomsterne i dit Skød,
er det alt, hvad du tænker paa?
Eller drømmer dit tavse Blod,
mens du varsomt, som var det Guld,
lægger over hver Plantes Rod
den beskærmende Haandfuld Muld,
Om din Kone, som stod her nys,
med dit Øl og dit Ostogbrød?
Mon du tænker paa hendes Kys?
Er mon derfor din Mund saa rød?
Skal I tyst efter Solnedgang,
som en Draabe fra Altets Flod,
sød som Solsortens Aftensang
rød som Læbernes varme Blod,
Suse saligt i Natten bort?
Farver bruser ved Foraarstid.
Foraarsfarvernes Tid er kort,
Luften venter os stor og blid.
Vældigt svulmer dens Aandedrag.
Naar den kryster den varme Jord
i sit frodige Favnetag
syder Planternes Farveflor,
Brister Fuglenes Jubelskrig,
svæver Blomsternes sagte Duft
i en Længsel saa dyb og rig
saligt bort i den store Luft.
Om os bruser en mægtig Strøm.
O, jeg undres for hvad jeg ser!
Vi er midt i en Skaberdrøm,
som forløses i alt, som sker.
Parken taber sig for mit Blik
i et sitrende Drømmeskær.
Toner svæver i sød Mystik
mellem grønnende Elmetrær.
Blomst, hvad ligner din tavse Fryd?
Blad, hvad ligner din Fødselsstund?
Uden Smerte og uden Lyd,
knap et Pust fra en Psykemund.
Fugl, hvad ligner dit Jubelskrig?
Blot at ane den Fryd du ser!
Brast min Sjæl i en Drøm saa rig,
o, hvad kunde jeg ønske mer!
Dresden 98.