Nu ruger paa Reden
i Fjer og Straa
ved Roden af Hveden
de Lærker smaa.
Nu gemmer det Grønne
en Fugl i Ro
med Øjne som Brønde
saa dybe, tro.
Som Frø i din Rede,
o, Fuglemor,
med Kløver og Hvede
smaa Hjærter groer.
Dit eget maa haste
fra Dag til Dag
med ivrige, faste,
smaa hede Slag.
Kun Øjnene flytter
og Hjærtet slaar,
mens bunden du lytter
blandt Græs og Faar.
Ned over dig ringer
din Lykkes Klang
fra svirrende Vinger — — —
din Elskers Sang.