Træd stille, min Veninde, jeg ved, dit Hjerte græder,
naar tavse vi Betræder Erindringsøens Bred.
Dog føres vi bestandig tilbage til de Steder,
hvor Sorger og hvor Glæder i Stilhed sænkes ned.
Paa Søens Vande hviler den Haand, som alting slukker.
Og lydløst den sig lukker. Og slumrende deri
en mystisk Aabenbaring af Dunkelheden dukker,
som drømmeagtig smuk er, i fjern Melankoli.
I denne tyste Verden, hvor al vor Fryd og Kummer
begraves og forstummer i tusendaarig Nat.
Har Seersjæle skuet og anet, hvad den rummer,
og løst den af dens Slummer og løftet Kunstens Skat.
Her færdes vore døde. Og tavse Bud de skikke,
men vi forstaar dem ikke, fra Skyggelandets Kyst.
Veninde, lad os dvæle ved Søens Bred og drikke
for nogle Øjeblikke dens vemodsfulde Trøst!