Gennem Skoven gik min Gang.
Alle Drosler sang.
Alle Drosler sang saa kønt;
Bjærgets Græs blev mere grønt.
Lyset gled
paa sagte Fjed.
Skyggen skred og skred.
Toner fløj fra Dalens Graner
mod det tavse Fjæld,
klare, fjærne
som en Stjærne
blinker i et Væld.
Frit mod Aftenrødens Rand
gled det aabne Land.
Skoves Skygger løb som Næs
ud i klare Enges Græs.
Hvor jeg saa,
med Skygger paa
spredt i Dale laa
Bondebyer og Landsbykirker.
Kæmpefjældet stod
lyst paa Ryggen,
men i Skyggen
med sin brede Fod.
Lyset gled, bestandig gled.
Skyggen skred og skred.
Gennem Skoven gik min Gang.
Dalens Graner stod og sang,
sang i Fred
og Herlighed
Sol bag Bjærget ned.
Men naar Skyggen rørte ved dem,
suste deres Top.
Og hver lille
Tonekilde
holdt forskrækket op.
Tavshed over Skoven faldt.
Men da Mørket alt
greb den med sin Dødninghaand,
svævede en salig Aand
usét frem
fra Fjærnets Gem,
Dagen sang den hjem;
mens en Sphinx saa streng som Døden
i forstenet Ro
sank til Hvile
paa den mile-
lange Klippebro.
Stum den fra sin Stenkolos
bød Serafen Trods,
da hans Segl i Døgnets Skel
tændtes over Fyr og Fjæld
i en Dal,
som hvid og sval
lyste som Opal.
Sejrende, mens Mørkets Vove
sank omkring dens Glød,
stod hans Stjærne
som en Kærne
midt i Liv og Død.