Vaarviben skreg om de frie Strande,
og Sangfugl redte sin Rugekrog.
I Pintseklæder langs Grøfterånde
gik Mælkebøtternes Pilgrimstog.
Gik fromt i Ringe og Rader stilled’
og svang den svulmende Solmonstrans;
thi alle var deres Faders Billed,
ja, glade Børn af den store Glans.
Og alt var Sødme og Sol og Sange,
og Lærker laa i det lave Korn,
og Vædderlammene vilde stange
og støde Kløen af de smaa Horn.
Men Vaaren vandrede mange Mile
og var en drømmende, mild ung Mand,
som gik og sang under grønne Pile
om Godhed ud over al Forstand.
„Nu salver Pilen de gule Rakler
og Honning drypper fra Poplens Gren,
og tændt i Græsset staar Bryllupsfakler,
som lokker Humier med laadne Ben.
Beredt staar Sværdliljens svale Senge,
i Blæsten blafrer dens Baldakin.
Og Luften krydses i travle Enge
af Bassers Brummen og Kvinters Hvin.
Hør Hymnen toner fra Jordens Kuber!
Se Føllet vrinsker mig glad imod!
Og om mig bruser fra Barnestruber
i lyse Bølger mit eget Blod.
Mit Tempels utalte Altre ryger,
og Vinden holder dets Kar i Sving.
Dun, Dræ og Duft over Mulden fyger
og hvisker evige, skønne Ting.
Og flyv herhid, mine Dueunger!
Og Mødre, bring mig de skyldfri Kid!
Og I, som pines af Sjælehunger,
se, her er Manna fra før al Tid.
For jeg er Skoven, hvis Favn er stille,
og Kløverageren sød og sval,
en grøn, ung Ask og en kølig Kilde
og Duerøsten i Sarons Dal.
Saa sang hans Røst fra det grønne Dige.
Og der kom Gensvar fra Sol og Sky:
Vær evig velkomne i mit Rige
og lad jer føde som Børn paany!