Chr.K.F. Molbech (1821–88)

        Det er et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide, hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et Fruentimmer, for Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud og ind ligesom Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee Navnet staaer foran. (læser:) »Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er det din. Ane Sofie med egen Handt.« Det er ikke meget oplysende. (blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.) See, her træffer jeg gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved¹, som salig Moster sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af Graven.² Og her er den om Ellehøien.³

        »Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi,

        Mine Øien de finge en Dvale;

        Der kom gangendes to Jomfruer frem,

        Som gjerne vilde med mig tale.«

        To Jomfruer . . . her kom ogsaa to Jomfruer frem . . . nei, den ene var en Frøken . . .

        »Den ene begyndte en Vise at kvæde

        Saa faurt over alle Kvinder.

        Striden Strøm den stiltes derved,

        Som førre var vant at rinde.«

        Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa mig, er der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er ligesom at see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme har hun.

        »Striden Strøm den stiltes derved,

        Som førre var vant at rinde;

        Alle smaa Fiske, i Floden svam,

        De legte med deres Finne.«

        Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa hende. Allerbedst hun er saa mild som Solskin, kan der gaae ligesom en Sky over Ansigtet paa hende, og endda hun sidder mig ganske nær, kan det være som hun var hundrede Mile borte. Det er hun da endelig ogsaa, eftersom hun er en adelig Frøken og jeg kuns en fattig Skriverkarl. Men hver kan jo være god for sig, tænker jeg. (læser sagte videre.) Jeg gad ellers vidst, hvad der siden blev af den Ungersvend. Han slap rigtignok bort fra Ellekvinden, staaer der, da Hanen den slog sin Vinge; men det er næsten, som han ikke var rigtig glad derover, ihvorvel han selv kalder det en Lykke. Maaskee han ikke kan glemme, hvad hun hvidskede ham i Øre. Visen ender saa underlig alvorligt.

        »Thi raader jeg hver dannis Svend,

        Som ride vil i Skove,

        Han ride sig ikke til Elvehøi

        Og lægge sig der at sove.

        Siden jeg hende først saae.«

        Siden han saae hende, hvad saa? Var det saa forbi med hans Hjertefred kanskee, eller hvad er Meningen? (lukker Bogen.) Naa, det kommer ikke mit Register ved, om der er Mening i Bøgerne eller ei. En Bibliothecarius har kun med Titlerne at gjøre. (skriver.) Nummer 223. En haandskreven Visebog in Quarto, fordum tilhørende . . . Jomfru eller Frøken? Aa, lad hende være Frøken . . . Ane Sofie . . . og saa en Stjerne i Stedet for Efternavn. See saa, nu stiller vi den paa Hylden og tager fat paa den næste. (Han gaaer op i Baggrunden, sætter Bogen paa Plads og tager en anden ud, som han aabner. Medens han er beskjæftiget tiermed, gaaer Døren op, saaledes at den skjuler ham for de Indtrædende.)

        Kom kun, Peer! her er Ingen. Her kan I nemmest slippe ind til Baronen. Bær Jer nu klogt ad og husk, hvad jeg har sagt. Først beder i Herren, om I maa tage Jer en Hjælpedegn paa den Condition, at I selv lønner ham.

        Ja men det gjør jeg ikke.

        Nei, nei, det skal I jo ikke heller, Peer! Herregud, har I ikke begrebet det endnu? I faaer tyve Daler paa Haanden og beholder hele Indtægten af Embedet . . . i det første Aar.

        Hele Indtægten? . . . Ja, men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?

        Hør Peer, hvordan er det med Jer? I er vist ikke rigtig vel?

        Det er jeg heller ikke, for jeg ærgrer mig sort over den Skriverdreng.

        Det skal I aldrig gjøre, Peer, det er Synd for Jert kjønne Ansigt.

        Men det første jeg træffer ham . . .!

        Ja vel, men gjør nu bare som jeg har raadet Jer. Naar Baronen spørger, hvem den Hjælpedegn skal være, saa nævner I ikke mig, forstaaer I, men siger blot, at Magister Søren har lovet at rekommandere Jer en duelig Person.

        Hvad er det da for en Person?

        Herregud, lille Peer, det er jo mig.

        Er det ogsaa dig? Har Magisteren da lovet . . .?

        Det skal jeg nok bringe i Rigtighed. Magister Søren skylder mig Tak for adskillige Indbydelser, baade til Middag og Aften, og har ogsaa lovet at gjengjælde mig.

        Ja men hvad skal jeg med den Hjælpedegn?

        Jeg vil siger Jer en Ting, Peer Ras, og det er, at tager I ham ikke, saa faaer I ham, og saa bliver det Sidste værre end det Første, for saa bliver det den nye Skriverdreng.

        Den nye Skriverdreng! Nei saa Pinedød, om han skal! Lad mig saa komme ind til Baronen.

        Bi lidt, skal jeg melde Jer.

        Den naadige Herre er ikke tilstede.

        Hvad! Staaer I her og lurer?

        Jeg staaer her i Baronens Ærind. Har I sagt Noget, jeg ikke skulde høre, saa er Skylden Jer egen. Lønlig Ting skal man lønlig bære, veed I nok. Men hvad I nu har sagt eller ikke sagt, saa kommer der Ingen ind til Herren, thi han vil hvile sig en Stund efter Ridetouren.

        Ih see, er I ogsaa bleven Dørvogter nu, tilligemed Eders andre Bestillinger?

        Vil I lukke mig ude fra mit Herskab, I Fuchssvandser? Lad mig komme ind, siger jeg, eller jeg skal vise Jer, hvem jeg er!

        I kan spare Jer Uleiligheden, for jeg kjender Jer godt fra Kjøbenhavn.

        Fra Kjøbenhavn! Hvad skal det sige? Jeg har jo aldrig havt Foden i Kjøbenhavn.

        Ei Snak, det veed jeg bedre. I er jo en gammel Academicus.

        Er jeg?

        Ja vist! I deponerede jo fra Slagelse Skole sammen med Poul Iversen, ogsaa kaldet Poul Finkeljokum.

        Jeg troer, den Karl er ikke rigtig i Hovedet, eller ogsaa tager han mig for en Anden.

        Skam om jeg gjør! Er I kanskee ikke Peer Degn?

        Jo, Peder er mit Navn, og Degn er jeg ogsaa, og det skal jeg vedblive at være, til Trods for alle Lurendreiere og Øientjenere.

        Naa ja, der seer I selv, at jeg kjender Jer. Er det ikke ogsaa Jer, som tør synge i Kap med hvilken Degn det skal være?

        Jo gu tør jeg det, og med Skriverdrenge oven i Kjøbet.

        Er det ikke Jer, som kan støbe Voxlys?

        Det maa jeg vel kunne, eftersom jeg er Degn.

        Er det ikke ogsaa Jer, som mener, at Jorden er flak som en Pandekage?

        Ja ret nu skal jeg gi’e ham Pandekage, kan han troe!

        Tys, tys! ikke saa høirøstet, Peer!

        Er det ikke Jer, som er en Hane?

        En Hane! Er jeg en Hane? Nei hør, go’e Karl! nu gaaer det, Drollen splide mig, for vidt . . . slip mig, Jørgen!

        Nei, nei, Peer Rasmussen! det gaaer aldrig godt; I maa styre Jer.

        Skal jeg taale, at den Skriverpjalt kalder mig for en Hane? Slip mig, siger jeg!

        Saa, til Helvede! der er Baronen. Ja nu faaer I selv rede for Jer.

        Hvem understaaer sig at bruge slig Mund herinde? Har jeg ikke befalet ham at holde Folk fra Dørene, Ambrosius?

        Jeg har ogsaa holdt mig Befalingen efterrettelig, men Degnen vilde ikke lade sig sige.

        Hvad for Noget! Sætter han sig op imod sit Herskab, Peer Rasmussen?

        Nei jeg gjør ikke, naadige Herre! Jeg ærer og agter mit Herskab, baade Baronen og den naadige Frøken, og salig Fruen i hendes Grav, og den lille Junker, som blev kaldet saa tidlig herfra og . . .

        Ja, Ja, det er godt. Hvad saa meer?

        Jeg ærer og agter dem alle tilhobe; men det tænkte den høivelbaarne salig Herre, som nu vandrer under Himmeriges Cedere og Palmetræer . . . det tænkte han visselig ikke paa for tre og tredive Aar siden, at hans Livtjener, som han elskede saa høit og gjorde til Degn og Kirkesanger her paa Stedet før sin salige Ende . . . at han skulde blive skammelig forhaanet og udskjældt for en Hane.

        For en Hane! Hvad er det for Galimathias? Hvem har kaldt ham for en Hane?

        Det har Skriverkarlen gjort; lad ham fralægge sig det, om han kan! Jeg har Vidne paa hans Mund.

        Jeg bekjender mig skyldig, naadige Herre, at jeg har tilladt mig den Skjemt; men Degnen trængte saa haardt paa, at jeg maatte værge mig, som jeg bedst kunde. Og saa randt der mig en Komedie i Hu, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvori der forekom en Degn, som hed Peer, og som skjemtviis blev sammenlignet med en Hane⁴ . . . det er hele Anledningen.

        Og for sligt Lapperies Skyld vækker han mig op af Søvne! Har han ikke Andet at besvære sig over Skriveren for, saa . . .

        Men det har jeg, høivelbaarne Hr. Baron, det har jeg, for han har gjort mig til Spot og Spee for hele Menigheden i Søndags, som var den femtende Søndag efter Trinitatis . . .

        Ti stille, Peer, I gjør jo kuns Ondt værre.

        I min egen Sognekirke, hvor der var baade Høimesse og Altergang . . .

        Men i Pokkers Skind og Been, hvad har han da gjort?

        Han har taget Tonen fra mig, naadige Herre! Lige paa een Gang, som jeg sang det første Psalmevers, saa tog han den. (til Ambrosius:) Svar nu til det, om I kan!

        Ja det er let nok, thi hvor Intet er kan man Intet tage. I har jo ikke Tone skabt i Livet, hvor kan Nogen saa tage Tonen fra Jer?

        Ha, ha, ha! Det har han min Sandten Ret i, Ambrosius!

        Ja men . . .

        Ei, gak til Bloksbjerg! Jeg vil ikke høre paa hans Snak. Kunde han endda gale som en Hane, gjorde han dog nogen Gavn. For Kirkesangen skal han herefter blive fritagen. Ambrosius synger med Børnene for det første; hvad der videre skal skee, vil jeg betænke mig paa. Gaa nu og hold sig en anden Gang min Befaling efterrettelig! Marsch! (Degnen ud i Baggrunden. Baronen til Jørgen, som vil følge:) Stop lidt, Jørgen, og gjør Rede for sig! Hvad havde han at skaffe her i Bibliotheket? Havde han kanskee paataget sig at være Degnens Fortaler?

        Bevares, naadige Herre! Jeg tyssede paa ham alt det, jeg kunde.

        Naa hvad vilde han da? Herinde har Ingen at bestille uden Skriveren, som gjør Register over Bøgerne.

        Jeg vilde . . . jeg skulde . . . hente en Bog til Fru Geheimeraadinden.

        En Bog . . . hvad er det for en Bog?

        Det er . . . en Historiebog.

        Men hvilken, i Pokkers Skind og Been? Han kan vel nævne Titelen!

        Titelen? Jo . . . den lyder saaledes: En smuk Historie om Rosanie, født af kongelig Byrd, opfostret af en Bonde, tjent ved Fandens Hjælp for Spindepige og omsider en regerende Dronning. Trykt i dette Aar.

        Findes den Bog her?

        Det gjør den vel, naadige Herre; men det er kuns en maadelig Underholdning for en Dame som Fru Geheimeraadinden. Skal jeg ikke hellere skikke hende et andet Skrift, enten Peter Paars⁵ eller Magister Falsters sidste Satire: »Verden som et Dolhuus«?⁶ Den er nylig udkommen i Trykken?

        Vist ikke; giv hende det, hun har begjæret, og lad mig saa have Ro! (til Bodil.) Hvad vil hun? Skal hun ogsaa hente Bøger?

        Jeg skulde sige fra Frøkenen, at siden Veiret er saa skjønt, vilde hun gaa en liden Tour i det Frie, om Skriveren havde Leilighed at følge med.

        Skriveren . . . med Frøken Abigael?

        Den naadige Frøken ønskede nylig at faae Navnene at vide paa de fornemste Urter, som voxe heromkring. Og da jeg fra Barndommen af har havt Kjærlighed til Blomster og siden lagt mig noget efter den Videnskab, som kaldes Botaniken, saa har jeg været Frøkenen behjælpelig med at samle nogle Planter sammen til et lidet Herbarium.

        Seer man det, er han ogsaa Botanicus?

        Efter fattig Leilighed. (til Jørgen:) Her er den Bog, I forlangte.

        Naa ja, gaa han kun, Bøgerne løbe jo ikke fra ham.

        Se saa, Bodil! Pokker i Vold med de støvede Bøger! Nu skal vi ud i det Frie og høre Fuglene synge.

        Det faaer I vel knap at høre saa seent paa Sommeren.

        Saa har jeg en Fugl herinde i Brystet, Bodil! Den synger baade Vaar og Høst, og aldrig har den sunget saa skjønt som siden jeg kom hid. Hvorfor? Ja det veed jeg ikke, jeg veed kun, at den gjør det. Hvor er Frøkenen?

        I Havestuen.

        Vel, saa siig, at jeg kommer strax!

        Her er Bogen. Jeg beder underdanigst om Undskyldning, fordi jeg var saa dristig at foregive, at Eders Naade ønskede den. Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde.

        Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage.

        Jeg takker underdanigst.

        Intet at takke for. — À propos, mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med . . . Skriverkarlen?

        Ja, den naadige Frøken skikkede Bud efter ham for lidt siden. Jeg saae dem gaae ned ad den vestre Allee, som fører til Enghaven.

        Pleier de oftere saaledes at promenere sammen?

        Engang imellem. Han gi’er den naadige Frøken Information . . .

        I Sang og Musik.

        Ja — nei han lærer hende ogsaa noget Andet. Jeg kan ikke komme Navnet i Hu, men det er nok et Slags Blomstersprog, tror jeg.

        Hm! Hvor ofte synger Frøkenen med ham?

        Ikke meer end een Gang om Dagen.

        Hm! Hvad er det egentlig for en Person, denne Skriverkarl? Hvor stammer han fra?

        Fra Gummerup, Eders Naade.

        Gummerup?

        Det er en Landsby henne ad Assens til. Der er han født, hans Fader er Skræder.

        Skræder! Men han maa jo dog have faaet nogen Education . . . nogen Opdragelse, mener jeg?

        Han blev en Tid holdt til Bogen og naaede nok ogsaa at blive Student; men videre kom han da ikke. Forresten er han en poleret Karl som i den Tid, han har været her, har vidst at insinuere sig hos den naadige Herre, saa han nu ikke aleneste er Skriverkarl, men Sekretær og Bibliothekarius, ja jeg kan gjerne sige Kammertjener med. Bliver han saaledes ved at stige i den naadige Herres Gunst, saa kan man jo aldrig vide, hvor langt han kan komme.

        Og han musicerer og promenerer hver Dag med Frøkenen? Det maa jo være en meget habil Person, (fornem.) Som sagt, det skal være ham tilgivet, at han har benyttet mit Navn ved denne Leilighed. Veed han, om min Søn er tilstede!

        Det troer jeg nok, Eders Naade! Kammerjunkeren var i Følge med Herren, og de kom ridende hjem sammen.

        Saa lad ham vide, at jeg ønsker at tale med ham

        Strax. Har Eders Naade ikke Andet at befale?

        Ikke for Øieblikket.

        Den Spadseren med Skriverkarlen lider hun ikke rigtig — jeg tænkte det nok.

        Han er en malicieux Person, den Tjener, og det er let at mærke, at Skriveren er ham en Torn i Øiet. Men der er alligevel Noget herudi, som ikke huer mig. Ikke, at jeg har nogen Mistro til Abigael, paa ingen Maade; men selv en passager Interesse har sine Inkonvenientser for Øieblikket. Den distraherer, og vi har sandelig ingen Tid at spilde. — Ah, er du der, Claus! det var godt.

A votre service, chère maman! Jeg ønsker Jer en god Morgen (kysser hende paa Haanden); jeg har jo endnu ikke hilst paa Mama idag. Har I sovet godt?

        Aa jo, det gaaer an. Men jeg vaagnede meget tidlig, og mens jeg laa vaagen, faldt jeg i adskillige Tanker, dig og dit Giftermaal angaaende. Vi har nu været her i over fjorten Dage, og endnu er der ikke taget Beslutning om nogen Ting — undtagen om Medgiften naturligviis, som Baronen og jeg forlængst har aftalt imellem os. Men om Tiden er Intet bestemt, og vidste jeg ikke, at Abigael igaar havde faaet adskillige Klædninger og Smykkesager fra Kjøbenhavn, saa vilde jeg virkelig troe, at hun aldeles ikke tænkte, hverken paa Jaord eller Bryllup. Men derom maa du, som hendes Tilkommende, da endelig vide bedre Besked.

        Jeg, Mama? Jeg veed ikke det Ringeste.

        Veed du heller ikke, at Abigael hver Dag promenerer i Haven og Skoven med denne Monsieur Ambrosius, som informerer hende i Musik? For ellers kan jeg underrette dig derom.

        Jo vist, de sanker Blomster — til Potpourri eller saadant noget. Abigael er ganske passionneret derfor. Hun kan synge, som der staaer i den lille Chanson, du veed: »Cueillir des fleurs, C’est mon bonheur! Tra la la, la la!«

        Det skal fornøie mig, om det ikkun er Blomsterne, hun er passionneret for.

        Hvorledes mener Mama?

        Jeg mener, det er ikke ganske convenabelt, at du lader din tilkommende Brud streife saaledes omkring i fri Luft med en gemeen Skriverkarl. Du burde dog i det mindste gjøre Følge.

        Jeg? Dieu m’en préserve! Jeg ledsagede dem et Stykke Vei igaar, men det var ikke til at udholde. De gik hele Tiden langs med en Grøftevold og talte ikke om Andet end Stilke og Blade og jeg veed ikke hvad.

        Muligen har de talt om andre Ting, da de blev ene.

        Om andre Ting? Mama siger det med saadan en besynderlig Expression. I troer dog vel aldrig, at en Dame som Frøken Abigael . . . ah fi donc!

        Min hjerte Søn! jeg troer, at du behandler denne Sag — ligesom, en passant bemærket, adskillige andre Sager — altfor legert. Du glemmer, at din hele Velfærd dependerer af dette Ægteskab. Din salig Fader efterlod ikke Andet end Gjæld, og skal din Stilling ved Hove souteneres, kan det kun skee ved Hjælp af et rigt Parti. For et saadant har jeg itide sørget, men eftersom Intet er sikkert uden Døden, og Bryllupet ei engang er berammet endnu, synes mig, du burde være paa din Post og ikke negligere nogen Omstændighed, som kunde have Indflydelse paa din Fremtids Lykke.

        Jeg er som himmelfalden. Men det kan dog umulig være Mamas Alvor?

        Hvilket?

        At Frøken Abigael skulde nedlade sig . . . ha, ha, det er altfor morsomt! . . . nedlade sig til en amourette med en almindelig Skriverdreng af ganske simpel Extraction, — hun, som har en, jeg tør vel sige, distingueret Kavaleer til sin Opvartning! Nei, det faaer Mama mig sandelig ikke til at troe.

        Man har dog hørt saa galt før. Husk paa Birgitte Krag, som løb bort med en Musikanter, og Marie Grubbe, som giftede sig tredie Gang med en gemeen Matros eller lignende Karl. Elskov er som Morgendugg, siger et gammelt Ord; den falder saa snart paa en Torn som paa en Rose.

        Ikke hos en Dame med Frøken Abigaels Education — Mama maa virkelig excusere, at jeg nu tager hendes Parti. Hun kan have sine smaa Feil, som det er tidsnok at corrigere, naar vi bliver gift; men at hun eller noget Fruentimmer med hendes Kvaliteter skulde foretrække . . . nei, det er paa Ære umuligt, aldeles umuligt.

        Umuligt, siger du? . . . Holder du mig for et Fruentimmer med »Education og Kvaliteter«?

        Hvor kan I spørge, Mama? I, som har den fineste Tone og det mest adelige Comportement af alle Hovedstadens Damer!

        Nu vel . . . jeg vil betroe dig Noget. Jeg har ogsaa havt en Passion, da jeg var ung.

        Mama er jo ung endnu.

        Da jeg var yngre. Veed du, hvem der var Gjenstanden for mit første ungdommelige Sværmeri?

        Var det ikke Papa?

        Det var . . . min Faders Skytte.

        Skytten! Grand-Papa’s Skytte! Ham med det krøllede Haar og de sorte Øine?

        Ham selv. Lykkeligviis fik hverken han eller noget Menneske Nys derom; jeg bar denne ubegribelige Passion en kort Tid i Stilhed og blev derpaa trolovet og gift med din Fader.

        Est-il possible! Jeg taber Næse og Mund af Forbauselse.

        Tab hvad du vil, men tab kuns ikke dit Giftermaal af Sigte. Af det, jeg her med megen Overvindelse har betroet dig, kan du i det mindste lære saa meget, at der undertiden kan paakomme et ellers vel opdraget Fruentimmer af god Familie en saadan pludselig — hvad skal jeg kalde det? — Hjerteaffection, som i nogen Tid aldeles kan forvirre hendes Begreber. Jeg vil ikke paastaae, at der i dette Tilfælde er overhængende Fare; men jeg holder det dog for rettest, ikke ganske at negligere den Sag. Under alle Omstændigheder bør denne fortrolige Omgang ikke fortsættes; jeg skal ved Leilighed tale med Abigael derom, og hvad Skriveren angaaer . . .

        Ham skal jeg expedere, det kan Mama forlade sig paa. Det første, jeg træffer ham i Abigaels présence, skal jeg begegne ham saaledes . . .

        Blot ingen Overilelse, Claus! det kunde gjøre Ondt værre. Du maa behandle ham . . .

        Overlegent — du haut en bas — Mama har fuldkommen Ret. Det er just det, jeg har min Force i. Jeg skal vise Frøken Abigael Forskjellen paa en Kavaler comme il faut og en Skriverkarl . . .

        Som oven i Kjøbet er Søn af en Bondeskræder.

        Af en Skræder! Det er mageløst! En tailleur de campagne, ha, ha, ha!

        Der er nu forspændt, om Eders Naade har Lyst at følge med og besee min Planteskole?

        Med største Fornøielse. Det vil være mig af særdeles Interesse.

        Ja, du har vel faaet nok af Morgentouren, Claus?

        Min Søn havde just i Sinde at gaae sin Tilkommende imøde, som er ude at promenere med . . .

        Skriveren — jeg veed det; hun har min Tilladelse, Ambrosius er en honnet og vellært Person.

        Ganske vist; men mon disse Informationer dog ikke distrahere Abigael vel meget, saa hun glemmer at fæste Tanken paa det, som er mere magtpaaliggende?

        Hvorledes mener Eders Naade?

        Jeg mener, hun opsætter bestandig at tage Bestemmelse om Dagen, baade for Jaordet og Brylluppet.

        Hun? Det er vel mig, som skal bestemme Dagen, tænker jeg. Min Datter har ingen anden Villie end min, derfor har jeg heller ikke presseret hende videre desangaaende. Hun talte forleden om, at hun ventede nogle Klædninger, eller hvad det var, fra Kjøbenhavn.

        Dem har hun faaet igaar, Hr. Baron! Jeg fik just Brev fra Hendes Naade Oberhofmesterinden med samme Post. Hun skriver, at Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at spørge hende, om min Søns Trolovelse var declareret, og naar Bryllupet skulde staae, thi hun havde i Sinde at benaade det unge Par med en Brudegave. Om et Par Uger er min Søns Permission desuden udløben.

        Om et Par Uger! Ja, Guds Død og Pine, saa er det jo den høie Tid. Har du ikke talt med Abigael derom, Claus?

        Et Par Gange har jeg berørt det — med al mulig Delicatesse naturligviis; men hun slog det hen, som om hun ikke forstod mig.

        Aa, Pokker i Vold med den Delicatesse! Du skulde have talt reent ud af Posen, saa havde du vel sagtens faaet Svar. Men nu skal jeg gjøre en Ende paa Tingen. Om et Par Dage er det min Fødselsdag, jeg pleier saa at tractere Gaardens Folk og hvem Andre, der indfinder sig i den Anledning. Magister Søren er da tilstede, og ved den Lejlighed kan Trolovelsen blive declareret og Bryllupsdagen fastsat. Derved bliver det.

        Jeg takker Baronen af ganske Hjerte paa min Søns og egne Vegne, (til Claus:) Det er bedst, du strax opsøger Abigael og meddeler hende den glædelige Tidende. Naar du skynder dig op ad den vestre Allee, saa træffer du hende sikkert endnu i Enghaven.

        Strax, Mama! Jeg henter kun min Hat, saa flyver jeg paa Kjærlighedens Vinger. Au revoir! (ud til Venstre.)

        Den kjære Claus! Saae Baronen, hvor han straalede af Glæde? Ja, Ungdommen er lykkelig, den har Haabets og Fremtidens charmante Perspectiv foran sig; hvad har vi Andre?

        Vi? Vi har min Salighed Nutiden, Eders Naade! og den skulde jeg mene, var vel saa god som Fremtiden. Man veed, hvad man har, men man veed Pinedød ikke, hvad man faaer — det er min Troesbekjendelse. Denne Vei, Eders Naade! Vognen holder ved den lille Trappe i Sidefløjen.

        Saa, lad I mig kun faae Urterne; jeg skal nok selv tørre dem, nu veed jeg Besked.

        Lyster Frøkenen kanskee at synge, saa skal jeg springe over efter Luthen?

        Aa nei, ikke for Øieblikket, jeg er altfor varm af at gaae; kanhænde efter Middag. Men I kan blive her en Stund og holde mig med Selskab, om I ellers har Leilighed.

        Hjertelig gjerne, naar Frøkenen vil tage tiltakke.

        Jeg lider godt at høre Jer tale. I fortæller mig altid et og andet Nyt, som jeg ikke vidste af tilforn.

        Gud bedre det! Jeg har saavist kun fattigt Nyt at opvarte med, men naar Frøkenen er nøiet . . .

        Jeg vil baldyre en af disse Roser imens — det er vel sagtens de sidste i Aar. Saa, nu er Garnet i Urede! det er ventelig Junker Claus, som har havt at bestille dermed; thi han skal have sine Fingre i Alt. Det er bedst, jeg vinder det op til Nøgle; I faaer holde det for mig, om I vil.

        Naar det kun bliver Jer tilpas; thi jeg er ikke synderlig øvet i den Gjerning.

        Betyder Intet, den lærer I snart. (Hun giver ham Garnet og viser ham tilrette). Nei, Saaledes skal I holde, og stil Jer saa der! Seer I, det gaaer. (Vinder et Øieblik og hører derpaa lidt op) Det var ellers sært, hvad I forhen berettede om Urters og Blomsters Natur. Man skulde fast troe, I var af den Mening, at alle de forskjellige Væxter hver især havde ordentlig Liv og Fornemmelse. Hvor falder I paa Sligt?

        Aa, det er kun saadanne Tanker, jeg gjør mig, naar jeg spadserer omkring i Mark og Skov. Men hvad det angaaer, at Urter og Blomster lever, saa har man da Syn for Sagn, naadige Frøken!

        Hvorledes det?

        De fødes jo og voxer, opdrættes af Vorherre i det Frie eller af Gartneren i Urtebedet, formerer sig og døer — hvad gjør vi Mennesker egentlig stort Andet? »Vel født er vel en Trøst, men bedre vel opdragen, vel gift er Livets Lyst, vel død er hele Sagen.«⁷ Det kan man jo for den Sags Skyld ogsaa sige om Blomsterne.

        Men troer I da ogsaa, de har Fornemmelse af, at de lever?

        Ja visselig har de det. De aabner og lukker sig jo hver eneste Morgen og Aften, ligesom vi lukker vore Øine, naar vi sover ind, og aabner dem, naar vi vaagner. Og jeg har læst, at der gives Væxter i fremmede Lande, der trækker sig sammen ligesom af Smerte, naar Nogen rører dem med ublid Haand.

        Saa I mener virkelig, de har Fornemmelse af Sligt? Men vi Mennesker kan fryde os over Livet, vi kan elske det og . . . (hører op at vinde) troer I kanskee ogsaa, at Blomsterne føler Kjærlighed?

        Det gjør de sikkerlig. Jeg tænker for Exempel, at de har stor Kjærlighed til Solen.

        Hvorfor tænker I det?

        Fordi de aabner deres Kalk for dens Straaler, ligesom et Menneske aabner sit Hjerte, naar han rigtig har Nogen kjær.

        Der er vel dem, der holder det lukket.

        Saa troer jeg knap, de elsker rettelig, naadige Frøken! Men desforuden søger Blomsterne jo og at komme Solen nærmere; de rækker sig jo ligesom op efter den med deres Blade.

        I mener altsaa, det er Kjendetegn paa Elskov, at man nærmer sig Den, man har kjær? Saa er det Modsatte vel Tegn paa Kulde?

        Man pleier van at regne det derfor; men altid slaaer det sagtens ikke til.

        I maa komme lidt nærmere hid til mig, ellers kan jeg ikke vinde . . . endnu nærmere! Man skulde fast troe, I led mig ikke, siden I holder Jer saa fjernt.

        Jeg? — Det har vel ikke stort at sige, enten en fattig Skriverkarl lider Jer eller ei.

        Det kan I aldrig vide. Jeg er da ikke bedre end Solen, I talte om, og den skinner jo paa alle Planter, baade paa det fattige Græs og den rige Rosenblomme.

        Troer I da ogsaa, Solen agter paa, hvad Planterne føler?

        Hm! Det siger jeg ikke, den gjør. Pas paa, nu er I kommen mig altfor nær.

        Forlad mig, jeg tænkte ikke derpaa.

        Efter Eders Ord at dømme, skulde man næsten troe, at Urter og Blomster kunde tale, og at I forstod, hvad de sagde.

        Saamænd, naadige Frøken! Jeg har mangen Gang tænkt det Samme. Tidt, naar jeg gaaer alene, er det ligesom Træerne fik Mæle, og som Blomsterne fortalte mig Allehaande.

        Ih nei, det gad jeg høre Noget om. Kom nærmere hid, nu er I atter for langt borte . . . og siig mig engang . . . hvad troer I, denne Rosenknop fortæller? Det er vel ikke Stort, thi den er ikke ret udfoldet endnu.

        Omendskjøndt den er ung, fortæller den ikke saa lidet, naadige Frøken! Den fortæller, hvorlunde den først var en Kime, der laa og drømte i Jordens Mørke, indtil den en Morgenstund vaagnede op som en liden Spire og saae sig glad forundret omkring i den lyse Luft. Saa sugede den Næring af Jordens Bryst og slukkede sin Tørst med Duggens klare Svaledrik. Fra Dag til Dag voxede den i sin grønne Kjortel, og naar det varme, straalende Solskjær faldt hen over den, saa fornam den en underlig Trang til at lukke sit Inderste op og give den lyse Sol det Bedste, den eiede. Der var baade Fryd og Smerte paa een Gang i den Forlængsel. Og alt som den skjød sig høiere i Veiret og løvedes tættere, blev ogsaa dens Attraa stærkere, og en Dag samlede den al sin drivende Længsel ligesom i eet Aandedrag — og saa brast Svøbet for dens unge Kjærlighed. Knoppen skjød sig rødmende frem af sit Hylster, ligesom en frygtsom Tilstaaelse, og mens Fuglene sang og de hvide Sommerfugle flagrede omkring den, kyssede Solen dens røde Mund, og saa . . .

        Hvad saa?

        Saa blev den brudt, og saa døde den.

        Ikke strax; see her, den er jo frisk og dufter endnu.

        En kort Stund, ja; men saa er det forbi, og saa visner den. »Vel død er hele Sagen«.

        Du Frelsens Gud, hvilken traurig Ende paa den Historie: Sligt har jeg aldrig tænkt paa tilforn. Troer I, den stakkels Blomst følte Smerte, da jeg plukkede den? I saa Fald vilde jeg saa vist ønske, det var ugjort.

        Smerte? Kanskee. Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den.

        Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen.

        Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.

        Saa har I ventelig ikke ledt paa de rette Steder; thi jeg havde ingen Tryllepind i Munden, som gjorde mig usynlig, det kan Monsieur Ambrosius vidne for mig.

        En Tryllepind! ha, ha! det er meget morsomt! Ja er I ikke fortryllet, saa er I paa min Ære fortryllende, det kan jeg vidne. Jeg kommer da ikke til Forstyrrelse?

        Aldeles ikke. Her holdes intet Geheimeraad, Enhver har fri Audients.

        Jeg har en Nyhed at meddele Jer — men under fire Øine. (til Ambrosius:) Han kan gjerne forføie sig bort.

        Befaler Frøkenen, at jeg skal gaae?

        Endnu ikke; jeg maa først vinde Garnet til Ende.

        Tillader I, skal jeg . . .

        Bevares, det er ingen Bestilling for en af Hans Majestæts Kammerjunkere! Jeg er desuden strax færdig.

        Hvor allerkjæreste det klæder Jer at vinde det rosenrøde Garn med Eders hvide Fingre! Jeg kommer i Tanker om den Prindsesse i Fabelen, hvad var det nu hun hed . . .?

        Hr. Kammerjunkeren mener maaskee Ariadne.

        Jeg mener hende med Labyrinten og den lange Traad. Frøkenen veed nok, hvem jeg mener.

        Ah, I ligner mig ved Prindsesse Ariadne? Det er saare smigrende.

        Ikke meer, end I fortjener, Mademoiselle!

        Saa maa Monsieur Ambrosius altsaa være Prinds Theseus, eftersom han holder den anden Ende af Traaden i sin Haand . . . Men hvem er saa Uhyret?

        Uhyret? (Abigael og Ambrosius lee.) Han kan spare sin Lystighed, til han kommer ned i Borgstuen, imellem det andet Tyende. Giv mig Garnet!

        Hr. Kammerjunker! I glemmer vist, at jeg er tilstede? Lad I kun Prinds Theseus beholde Garnet, jeg er vel tilfreds med hans Tjeneste.

        Hæ, Prinds Theseus! Nu, som I behager. Det undrer mig forresten aldeles ikke, at denne Person kan udrette sin Gjerning til Eders Tilfredshed; thi han maa jo fra Barndommen af være vant at omgaaes med Traad og Garn.

        Hvorledes mener Hr. Kammerjunkeren?

        Efter hvad jeg har hørt, skal han jo være Søn af en Bondeskræder?

        Ganske vist; min Fader, som endnu er ilive, er Skræder af Profession, og jeg skæmmes ingenlunde derover. Skræderiet er jo et nyttigt, ja i visse Maader et menneskekjærligt Haandværk.

        Menneskekjærligt — hvad vil han sige dermed?

        Jeg mener, at der er somme Folk, der skylder Skræderen Alt, hvad de gjælder og gaaer for.

        Saamænd, I har ikke saa ganske Uret.

        Desforuden er Skræderiet en ærværdig Haandtering; thi det er jo Vorherre selv, som er Mesteren for alle Skrædere.

        Vorherre! er han fuld eller gal?

        Ingen af Delene, Hr. Kammerjunker! Er det kanskee ikke Vorherre, som hvert Foraar smykker den nøgne Jord og skjærer den en skjøn Dragt af Blomster og grønne Blade? Giver han ikke Dyrene i Skoven nyt Laad og Fuglene under Himlen nye Fjedre? Har I glemt, hvad der staaer i Evangeliet, at det er ham, der klæder Lilierne paa Marken? Eller veed I ikke . . .

        Ja, det er godt. Resten kan han beholde for sig selv eller bruge til en af sine Viser; jeg skjøtter ikke om Meer af den Tønde, (til Abigael:) Tillader I da nu, jeg udretter mit Ærind; thi siden vi ikke kan blive alene . . .

        Haster det saa stærkt, at I ikke kan opsætte det et Øjeblik?

        For mig haster det visselig, eftersom al min Lyksalighed dependerer deraf.

        Bevares, hænger det saaledes sammen? Ja saa skynd Jer endelig at faae det sagt.

        Om et Par Dage er det Eders Faders Fødselsdag, og han har paa mine indstændige Bønner samtykket i, at vor Trolovelse ved denne Leilighed bliver declareret.

        Men pas dog paa, Monsieur Ambrosius! Der rykkede I jo Garnet over — (til Claus:) Ih nei, hvad hører jeg? Saa det har min Fader samtykket i . . . paa Eders indstændige Bønner?

        Ja, dyrebare Abigael, det var mit Ærind, at jeg skulde underrette Jer derom, saa I kan vel tænke, hvor presseret . . .

        Naa, saa det var Eders Ærind? I mener altsaa, at mit Samtykke kan I være foruden, naar I har min Faders?

        Eders Samtykke! Men allerkjæreste Frøken, I har jo ingen Tid sagt Nei dertil.

        Har jeg kanskee nogen Tid sagt Ja? Har I Vidner paa min Mund, at jeg har givet Jer min Tro og mit Løfte?

        Vidner! Men, ma chère amie, jeg beder Jer indstændig. Vi har jo været trolovede fra vi var ikke større end saa. I er jo dog den samme Abigael og jeg den samme Claus, der blev fæstet til hinanden som Børn, med vore Forældres consentement.

        Hvis I er den Samme, hvorfor gaaer I da ikke i Sløikjole og Faldehat og har en Sølvbjælde hængende om Halsen?

        Sløikjole, Faldehat! Hvad vil I sige dermed?

        Er I voxet ud af Eders Børneklæder, saa er jeg vel ogsaa voxet fra mine, tænker jeg. Og beiler I til min Haand, saa faaer I vel tage mig selv med paa Raad, Hr. Kammerjunker!

        Bevares, dyrebareste Abigael! I misforstaaer mig ganske og aldeles. Naar vi bliver ene To, skal jeg forklare Jer det Hele . . .

        Har Frøkenen ikke Brug for min Tjeneste meer, saa tillader I vel, at jeg fjerner mig?

        Ah, forlad mig, Monsieur Ambrosius! jeg glemte Jer reent . . . og mig selv med, troer jeg næsten. Ha, ha, ha! Jeg er ogsaa en Taabe, at jeg kan komme i Affect over saa Lidt. Men saaledes er jeg, det har jeg efter Papa . . . See saa, nu er det forbi, og Tak skal I have for Eders Umag!

        Intet at takke for, det var kuns en ringe Tjeneste.

        Ah, dieu soit béni! Nu begynder Solen at skinne igjen, mærker jeg.

        Aa ja, nu er den Sky dreven over. Men tag Jer ivare, at den ikke kommer igjen! . . . Bi lidt, Monsieur Ambrosius! I skal dog ikke gaae tomhændet. Her er den Rose, I fortalte mig om før . . . I kan jo kaste den bort, naar den er vissen.

        Kaste den bort!

        Eller gjemme den, ligesom I vil.

        Jeg takker Eder, naadige Frøken!

        Men jeg da? Siden der er saa godt Kjøb paa Blomster, at . . . hm! . . . faaer jeg da ikke ogsaa et lidet Forsoningspant?

        Aa, jo, hvorfor ikke? (Søger imellem Planterne.) See her, her er en Blomst for Jer, Junker Claus.

        Jeg siger tusind Tak . . . Hvad er det nu for en? Jeg kjender den saa godt, men jeg kan ikke komme paa Navnet.

        Navnet . . . ja, det maa I spørge Monsieur Ambrosius om, det er hans Videnskab.

        Paa Latin kaldes den: Linaria.

        Paa Latin! Kan han ikke sige, hvad den hedder paa Dansk.

        Jo, Hr. Kammerjunker, paa Dansk hedder den: Torskemund.

»Torskemund?« (Pludselig gaaer der et Lys op for ham, han kaster den i Gulvet og udbryder forbittret:) Torskemund!