Chr.K.F. Molbech (1821–88)

        Jeg veed ikke, hvordan du har brugt dine Fingre imorges, Bodil! Min Frisure sidder jo heelt forkeert.

        Frøkenen var saa utaalmodig og kunde ikke blive tidsnok færdig.

        Bring mig de Krøller i Orden, og fæst saa en Blomst her paa Siden. Du kan tage en af Roserne der, de er friske nok endnu. (Hun sætter sig, Bodil pynter hende)

        Venter Frøkenen Fremmede?

        Fremmede? Nei, jeg venter ingen Andre end Monsieur Ambrosius.

        Er det kanskee for hans Skyld, I vil have Blomst I Haaret?

        For Skriverens? Hvad vil du sige dermed?

        Jeg meente, at . . . Frøkenen maa ikke blive vred; men I veed, han er Hans Lauritsens Ven, og jeg har Ynk af at tænke paa, hvad der vilde skee, hvis Frøkenen gjorde Alvor af Eders Spøg; det kunde komme ham dyrt til at staae.

        Dyrt til at staae? Det er en mørk Tale, jeg forstaaer ikke, hvad du mener.

        Jeg mener, om han nu virkelig fæstede sit Sind til Jer i Kjærlighed.

        Naa ja, hvad saa? Det var vel ikke det daarligste Valg, han kunde gjøre.

        Ja men ægte ham, det kan I jo dog ikke.

        Ægte ham! Er du galen, Pige? Har du nogen Tid hørt, at en adelig Frøken ægtede en Skriverkarl?

        Hørt derom har jeg vel, men . . .

        Ja saa, det veed jeg Intet af. Kan hænde der har været Den, som var saa lidet ærekjær. Men aldrig agter jeg at sætte en Gaasefjer i mit Adelsskjold — det kan du forlade dig paa!

        Om han nu endda faldt paa den Tanke, Frøken, over al den Venlighed, I viser ham?

        Saa var han jo ikke bedre værd, end at spærres inde i en Daarekiste.

        Forlad mig, naadige Frøken! men nu er det mig, som ikke forstaaer, hvad I mener. Jeg er kun simpelt lært, veed I nok, og jeg skjønner ikke rigtig, hvad Tanker I egentlig har.

        Hvad Tanker jeg har? . . . Sæt mig den Blomst noget højere op! . . . Hvad Tanker jeg har? . . . Jeg har de Tanker at vise dig, at din Kjærestes Ven er bagt af samme. Deig, som andre Mandfolk. Hvilke Tanker skulde jeg vel ellers have?

        Men det var jo dog kun Eders Skjemt med det Væddemaal, ikke sandt, Frøken? Jeg tilstaaer saa gjerne, at jeg har tabt, naar I blot....

        Men det har du jo netop ikke . . . ikke endnu mener jeg . . . Au, du stikker mig! Hvor du er klodset paa Fingrene idag! Saa, lad det nu være nok; Hvad stod der saa i Brevet fra Hans Lauritsen.

        Han skriver, Attestatsen er forbi, og jeg kan vente hans Besøg hver Dag. Han har et godt Tilbud at gjøre Ambrosius.

        Et Tilbud . . . hvorom?

        Ja, det nævner han ikke.

        Skulde det være om en anden Plads?

        Gid det var saa vel . . . for hans Hjertefreds Skyld.

        Saa, begynder du nu igjen at lamentere? Altid gjør du en Elefant af en Myg. Hjertefred! Troer du, jeg vilde spilde noget Menneskes Hjertefred, om jeg kunde?

        Ikke med Eders rette Villie, naadige Frøken! Men . . . ja, I faaer holde mig tilgode, at jeg siger det . . . jeg troer ikke, Eders eget Hjerte er saaledes beskaffent, at I skjønner Alt, hvad der gaaer for sig i Andres.

        Mit Hjerte . . . hvad veed du om det? Den Bog har hverken du eller Nogen læst til Ende.

        Kanskee I selv ikke heller.

        Kan saa være, at der er Blade, jeg ikke har læst endnu. Men hvad jeg skjønner og veed af Erfaring, det er, at man kan bøie en Mand som en Pilevaad, og naar man slipper ham, staaer han lige rank og svai endda. Mændene tækkes man gjennem Øiet, skal jeg sige dig, og der er lang Vei fra Øie til Hjerte.

        Ikke saa langt endda, naadige Frøken! Kjærlighed er som Taaren, hedder det for et gammelt Ord; den begynder i Øiet og falder i Barmen.

        Som Taaren? Det var et underligt Ord. Hvad har Kjærlighed med Taarer at skaffe? (med let Spot:) Jeg tænkte, den var idel Fryd og Herlighed, efter hvad du har fortalt om dig og din Fæstemand.

        Tilvisse, naar det er To, som elske hinanden lige trofast.

        Men ikke, naar det kuns er den Ene, som . . .? Saamænd, det kan være, du har Ret; jeg skal tænke derover. — Ved du, om min Fader kommer hjem til Middag?

        Det troer jeg knap; den naadige Herre er til Hestemarked og har taget Ridefogden med. Han vil nok kjøbe Stadsheste til den nye Karosse, har jeg hørt.

        Til den nye Karosse? Mener du . . .

        Den, som hører til Frøkenens Brudestyr.

        Naa, den. Ja saa er det godt; saa kan du gaae, Bodil. Jeg har ikke Brug for dig længere. (Bodil ud i Baggrunden.) . . . Saa, nu bliver altsaa Hestene kjøbt, og en Dag bliver der spændt for og Vogndøren lukket op, Jørgen Tjener slaaer Trinnet ned, Papa siger Farvel, og saa ager Abigael til Kjøbenhavn i Følge med . . . Aa ja, hvorfor ikke? . . . Hvorfor ikke? Men om En nu spurgte, hvorfor? hvad skulde jeg da svare? Det er sært nok, men det er aldrig faldet mig ind, at Nogen kunde spørge, hvorfor? . . . Ja, hvorfor gifter man sig? Fordi Ens Frænder har bestemt det saa? Eller fordi alle Andre gjør det? Der er dog Somme, der aldrig gifter sig . . . ja, dem er der vel Ingen, der vil ha’e. — Af Kjærlighed, vilde nu Bodil sige . . . den, som begynder i Øiet og synker i Barmen. Saamænd, ifald man kjendte den. — Skulde det mon være sandt, at Kjærlighed kan forstyrre Ens Hjertefred? . . . Aa pyt! . . . Men om den nu alligevel kunde? . . . Nei, saa hellere Hestene for Karossen og afsted til Kjøbenhavn!

        Er den naadige Frøken alene?

        Til den naadige Frues Befaling.

        Hvad mener du, mit hjerte Barn! jeg har igjen faaet Brev fra Oberhofmesterinden. Hun har den Godhed at lade mig vide, at Fru Christense Kaas agter at sælge sin Gaard næstved Helliggjæstes Kirke. Din Fader har oftere talt om at kjøbe sig en Eiendomsgaard i Staden, hvor han kunde tage ind nogle Maaneder om Vinteren. Og den Gaard ligger bekvemt, ikke langt fra Slottet og har to Leiligheder. I den ene kunde han boe, og I den anden . . .

        I selv?

        Nei, Barn, den er altfor stor til mig. Jeg kjender den. Deilige Stuer, syv Alen høie, med prægtige Malerier paa Væggene og svævende Basun-Engle oppe under Loftet. Jeg mindes godt, jeg har været der i min første Ungdom til Dands og Assemblee. Hvad mener du om at boe i sligt et stateligt Huus?

        Saamænd, det kunde være artigt nok.

        Naar det blev smukt udstyret med Mobilier og andet Huusgeraad?

        Ja, det maatte der jo til, skulde det see ud efter noget.

        Og Silkegardiner i Vinduerne. Hvilke Kulører lider du bedst?

        Jeg? Aa, Rødt og Gult, tænker jeg! det er de mest levende.

        De tager sig ogsaa kjønnest ud fra Gaden, naar der skinner Lys igjennem dem i de mørke Vinteraftener. Saa staaer de Forbigaaende stille paa Fortovet og seer paa Karosserne, som kommer kjørende — prægtige Vogne med gallonerede Lakaier — kanske somme med Løbere foran.

        Med Løbere, siger I?

        Ja, naar de kongelige Herskaber viser Huset den Ære. Saa bliver, der Stimmel paa Gaden af Tilskuere, kan du troe. Alle staaer de med Hattene i Haanden og speider efter de oplyste Vinduer, og den Ene hvisker til den Anden: Iaften er der fornem Forsamling hos de unge Folk?

        Hvilke unge Folk?

        Aa, din Strik! du veed jo godt, hvem jeg mener. Hos dig og Claus naturligviis.

        Naa, det er os, som gjør Selskab. Eders Naade seer frem i Tiden.

        Ikke saa langt, haaber jeg . . . vel?

        Ja, hvem kan vide?

        Hvor langt der er til Vinteren? Det er da let nok at regne, siden det er Mikkelsdag imorgen.

        Men det kunde jo være, Vinteren kom seent, eller at det slet ikke blev Vinter, ligesom forleden Aar, da vi havde Violer ved Juletid og Ribsbuskene begyndte at grønnes i Januari.

        Hør nu, Abigael, lad os tale et fornuftigt Ord sammen. Kom hid og sæt dig hos mig. Jeg lægger vel ikke stor Vægt paa, at du og Claus blev fæstet til hinanden som Børn; thi meget kan forandres med Tiden, og det er ikke enhver Kvist, der bliver et Træ af. Men nu er I dog voxet op med den Tanke, og du kjender min Søn saa vel, at du veed, baade hvad han har og hvad han mangler; thi han gjør saa vist ingen Røverkule af sit Hjerte. Kanskee kjender han ikke dig fuldt saa nøie, men som han kjender dig, har han stor Estime og Tilbøielighed for dig, og bliver han din Husbond, vil han bære dig paa Hænder.

        Om jeg kuns ikke bliver ham for tung?

        Kjærlighed gi’er Kræfter og gjør Alting let.

        Ja . . . Kjærlighed.

        Tvivler du om, at han bærer Kjærlighed til dig.

        Han? . . . Aa nei, det gjør han vel, paa sin Viis.

        Tilvisse; det kan du slaae tilvæds om, naar det skal være.

        Tilvæds! . . . Nei, jeg har slaaet nok tilvæds . . . kanske for meget.

        Hvad mener du?

        Intet videre. Men hvad er Eders Naades Mening med alt dette?

        Det er, at der nu bør tages endelig Beslutning i denne Sag. Din Fader har bestemt . . . hvis det ellers er dig til Villie, at din Trolovelse skal celebreres paa hans Fødselsdag.

        Det veed jeg, Eders Søn har sagt mig det.

        Men ikke paa den rette Maade. Du havde Aarsag til at vredes; thi det var ingen Befaling, men et Ønske.

        Jeg kjender nok Papas Ønsker, de banker ikke paa Døren, de gaaer lige ind i Stuen.

        Claus har ikke des mindre græmmet sig derover, og nu frygter han . . .

        For hvad?

        For at du skal regne ham det til Onde og skyde Jaordet ud.

        Hm, skal det være, kan det jo skee lige saa godt nu som siden.

        Altsaa samtykker du?

        Vi kan jo tales ved derom. Jeg beder Eders Naade undskylde mig, men det er nu min Syngetid, og jeg venter Monsieur Ambrosius hvert Øieblik.

        Skriveren! (høit) Nei, nei, mit kjæreste Barn! lad mig nu ikke gaae bort med halv Besked. Vil du gjøre os Alle den store Glæde, saa lad det blive afgjort med det Samme.

        Nu vel da . . . som I vil; for mig gjerne.

        Der væltede du en Steen fra mit Hjerte. Lad mig embrassere dig, min allerkjæreste Datter; thi det kan jeg nu altsaa kalde dig. Jeg vil strax skrive til Oberhofmesterinden, for at melde hende den glædelige Begivenhed og lade hende vide, at vi ventelig kjøber Fru Christenses Gaard. Jeg siger vi, for nu er vi jo saa godt som een Familie. — Og hør, à propos om Skriveren. Var det ikke rettest, du nu hørte op med den Information? Du faaer jo saa meget at tage vare paa, og desuden, naar du kommer til Kjøbenhavn, kan du jo lade dig instruere af Stadens første Syngemestere . . . ja, om du saa vil, af Hs. Majestæts egen Capelmeister og Hofcantor, som informerer de kongelige Børn.

        I mener, jeg skulde høre op at synge med Monsieur Ambrosius? Aa ja, kan hænde, det var det Bedste.

        Ja ikke sandt! Du er saa fornuftig og føielig idag, min hjerte Abigael, at jeg er ganske charmeret i dig. Hvor den Rose klæder dig smukt!

        Ikke sandt, den er kjøn endnu? Og den har dog staaet i Vand Natten over.

        Du skulde sige ham det idag — Skriveren mener jeg — at han ikke har nødig at indfinde sig tiere. Du behøver jo ikke at lade ham vide, hvorfor . . . det er ikke engang convenabelt.

        Hvorfor . . . nei, det behøves ikke.

        Jeg vil imens gaae ind og skrive Brevet til Oberhofmesterinden, og paa Veien vil jeg overraske Claus — din Claus — med den lykkelige Tidende. Det banker . . . det er formodentlig Skriveren. Adieu, ma chère! Au revoir!

        Kom ind!

        Her er jeg, efter Frøkenens Befaling. Jeg veed nu ikke, om Frøkenen vil musicere, eller kanskee hellere sanke Planter, som igaar. Himlen er høi og klar, og Luften skikkelig varm for Mikkelsdags Aften at være.

        Ingen af Delene, Monsieur Ambrosius.

        Ingen af Delene! Er Frøkenen da ikke vel?

        Jo, der fattes mig Intet; men jeg har Meget at forrette i Huset, og denne Pude skulde ogsaa baldyres færdig. Min Fader skal have den til Fødselsdagsgave.

        Saa har Frøkenen kanskee heller ikke Stunder i Morgen?

        Nei, heller ikke i Morgen.

        Men i Overmorgen?

        Nei, ikke for det første . . . ikke før Fødselsdagen er omme.

        Ikke før!

        Der jo kun tre Dage til.

        Tre Dage, det er jo en Evighed.

        Det er allenfals en af de smaa.

        I tre Dage skabtes jo hele Jorden med alle dens Træer og Urter. Sæt nu, de visnede alle igjen paa den tredie Dag, saa Jorden blev øde og tom. Saa kom jeg jo aldrig til at plukke Blomster med Frøkenen meer.

        Paa den tredie Dag . . . paa min Faders Fødselsdag! Det var en underlig Tale. Hvorfor skulde Blomsterne just visne paa den Dag?

        Aa, jeg veed ikke selv; det var kun et Indfald, jeg fik, som saa mange andre. Nei, I har Ret, hvorfor skulde de just visne paa den Dag? Det pleier jo at vare en Stund, inden Vinteren kommer. Man kan faae smukke Høstdage endnu . . . men Sommertiden er da forbi. — Ja, saa vil jeg vente, til Frøkenen igjen lader mig kalde . . . om det skeer nogentid.

        Om det skeer . . . hvad vil I sige dermed? I er mig saa synderlig idag, Monsieur Ambrosius, ikke som I pleier. Er der gaaet Jer Noget imod? Naa, hvorfor svarer I mig ikke?

        Fordi Frøkenen sagtens vil lee mig ud og tænke, jeg er for gammel til slig Barnagtighed. Men da jeg imorges stod op og saae, at Rosenknoppen — den, Frøkenen skjænkede mig igaar, allerede var ganske bleg og vissen, saa . . . ja, saa blev jeg noget tungsindig tilmode, og det er ligesom det sad mig i Kroppen endnu. Men det var jo en Taabelighed, for jeg vidste jo forud, at saadan en Blomst ikke kan vare evig. Og Frøkenen har vel Aarsag til at lee.

        Jeg leer ikke.

        Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig?

        Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort?

        Nei.

        Hvad gjorde I da med den?

        Jeg . . .

        Naa?

        Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den.

        En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.

        Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv.

        Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers?

        Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster¹ og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken. Men det gaar ogsaa med dem som med Græsset; idag blomstrer de, imorgen kastes de paa Ilden.

        Voxer de op — ja, hvordan mener I? Som nu for Exempel den Vise, I der taler om. Hvordan gik det til, at den »flød Jer i Pennen«, som I kalder det?

        Det gik saaledes til, at jeg sad og saae paa Blomsten og tænkte, hvor skjøn den havde været og hvor stor Glæde den havde forskaffet mig. Og saa kom jeg til at tænke paa, hvor kort den havde levet, og hvor hurtig alt det Skjønne forgaaer, og . . . ja, saa gik det med mig ligesom jeg fortalte Jer igaar om dem samme Rose, at der kom en underlig, frydfuld og smertelig Trang over mig til at lukke mit Inderste op og udtale, hvad der rørte sig derinde. Og alt som jeg betragtede den døde Blomst, var det ligesom den blev levende igjen indeni mig og voxede og voxede . . . og saa sprang Visen ud. Saadan gik det til, om I ellers forstaaer mig, thi det er ikke saa lige at forklare Sligt.

        Jeg troer nok, jeg har forstaaet Jer. Men Visen? Det var dog mig, som gav Jer Rosen, saa faaer I vel give mig Visen til Gjengjæld.

        Ja, den er Skam ikke værd at gjøre sig kostbar for. Jeg kan sige den for Jer, om I lyster; thi jeg har den opskrevet her hos mig.

                »Du deilig Rosenknop,

                Lad mig dig ret betragte

                Og paa den Skønhed agte,

                Som meer end Konst og Pragt

                Er i dit Bæger lagt.«

                

                »Du deilig Rosenknop,

                Hvis Blade gjør saa mange

                Smaa Labyrinters Gange

                Og dufte Luften op,

                Du deilig Rosenknop!«

                

                »Du deilig Rosenknop!

                Igaar sad du med Glæde

                Smukt paa dit Tornesæde;

                Men du blev brudt, og see,

                Idag du visnede.«

                

                »Du deilig Rosenknop,

                Din friske Farve svinder,

                Dit matte Rødt mig minder,

                At Herlighed forgaaer

                Og Skønhed Ende faaer.«

                

                »Du deilig Rosenknop,

                Naturens Mesterstykke!

                Ak, hvor er nu dit Smykke?

                Igaar Du blomstrede,

                Idag du visnede!«²

        Vil I skjænke mig den Opskrift?

        Gjerne, hvis Frøkenen vil værdiges at modtage den. Havde jeg tænkt paa det, skulde jeg have gjort mig Umag, saa var Visen kanskee bleven kjønnere.

        Det er et Spørgsmaal. For mig er den kjøn nok.

        Nei, det er den visselig ikke. Ingen Vise kan være kjøn nok for Jer, naadige Frøken!

        Giv mig den saa! Jeg har ikke Stunder at tøve længere.

        Her er den . . . men, min Gud! I har Taarer i Øinene! Jeg har dog vel aldrig krænket Jer med noget Ord?

        Vist ikke . . . Farvel!

        For Guds Skyld, naadige Frøken, gaa ikke saaledes bort! Har jeg været for dristig i min Tale eller er paa nogen Viis gaaen Eder for nær, saa beder jeg bønlig, at I vil tilgive mig. Jeg kan ikke bære Eders Vrede.

        Jeg er ikke vred, siger jeg . . . hvad skulde jeg vredes for?

        Er I da bedrøvet?

        Ikke heller. Jeg veed ikke, hvad der kom mig paa med Eet. Men ved at høre Eders Vise var det ligesom der blev draget et Tæppe til Side foran mig, saa jeg fik Udsigt til en anden Verden, der var skjønnere end denne, og som jeg ikke før havde Kundskab om.

        Og det var Visen . . . min Vise, som voldte dette?

        Det maa det vel have været. Men det er jo Daarskab og Indbildning Altsammen.

        Nej, naadige Frøken, det er det visselig ikke! Thi paa selvsamme Viis gik det mig, da jeg digtede Sangen. Der er en Verden til udenfor denne — om det er Himmerig og det evige Liv eller Paradisets Have, det veed jeg ikke; men lysere og herligere er den, end den skjønneste Sommerdag her paa Jorden. Og mangen en Gang, naar det var mørkest omkring mig, har jeg pludselig havt en Fornemmelse, som der trak en Sky fra Solen, og saa har den livsalige Verden ligget foran mig som et Syn og kastet sin straalende Glands heelt ind i mit fattige Kammer. Men altid var jeg alene, naar jeg saae den, og Ingen forstod mig, naar jeg talte derom. Nu veed jeg, at I forstaaer mig, I, som selv er skjønnere og herligere end Alt, hvad jeg har seet eller drømt om!

        Agt paa, hvad I siger, Monsieur Ambrosius! I taler over Jer.

        I har Ret, naadige Frøken! Jeg taler over mig . . . tilgiv min Dristighed . . . jeg glemte reent mig selv . . . jeg blev saa forunderlig glad! Den Glæde vil I dog aldrig berøve mig?

        Kan I glædes over saa Lidt, skal det være Jer vel undt. Jeg hører Nogen komme. Hav Tak for Visen og for Alt, hvad I har lært mig, baade Musik og andre Ting. Farvel . . . til vi sees igjen.

        Naar de trende Dage er forbi?

        Kanskee. Hvis ikke Urter og Blomster til den Tid er visnet, som I forhen sagde.

        Nei, naadige Frøken! Nu troer jeg ikke længer, at de visner!

        Farvel!

        Ah, mille pardons, hvis jeg kommer til Uleilighed! En tête à tête . . .?

        Som nu er forbi.

        Igjen denne Skriver! (høit). Jeg er saa lyksalig, saa lyksalig! Mama har fortalt mig, at I har samtykket i . . .

        At gjøre min Fader til Villie . . . ja, jeg har samtykket.

        Og mig til Glæde, ikke sandt? Det har I da ogsaa havt lidt i Eders Tanker . . . ikke?

        Hvorledes . . .? Jo, jo vist.

        Hun er saa besynderlig distrait, synes mig, (høit) Mama har allerede skrevet til Oberhofmesterinden; om et Par Dage vil det være bekjendt ved Hove.

        Allerede?

        Allerede! . . . Ja, Posten bruger ikke meer end to Dage for at naae Kjøbenhavn. Og er den glædelige Nyhed først indenfor Slotsporten, saa farer den som en Løbeild gjennem alle Gemakkerne. Der bliver en Spørgen og en Hvisken . . . aa, jeg kjender det. Er hun ung? Er hun smuk? Er hun høi? Er hun lille? Har hun sorte Øine eller blaa Øine...?

        Hvem mener I?

        Hvem jeg mener? (afsides.) Det er da ganske mærkværdigt, saa distrait hun er. (høit.) Jeg mener naturligvis Jer selv, elskværdigste Abigael.

        Mig? . . . Naa, ja naturligvis. Undskyld, jeg havde ikke Tankerne med mig.

        Nei, I er en Smule distrait idag . . . og lidt bevæget, troer jeg. Mon dieu, Eders smukke Øine er jo ganske røde! Er der gaaet Jer Noget imod? Eller har I tænkt paa Noget, som har afficeret Jer?

        Tanker er toldfrie, Junker Claus! . . . Forlad mig, at jeg nu maa gaae, men jeg har ogsaa et Brev at skrive, som Posten skal have med. Vi sees ved Middagsbordet.

        Hvad i al Verden betyder dette? Skriverdrengen kysser hende paa Haanden, hun er ganske bevæget og seer ud, som hun havde grædt. Skulde Mama virkelig have Ret? . . . Aa, det er umuligt! og desuden har hun jo nu samtykket i, at Trolovelsen bliver celebreret. Men ikke desto mindre . . . den Skriverdreng er mig ubehagelig . . . han generer mig. Jo meer jeg tænker paa den Situation, jeg traf dem i . . . Sapristi! Il faut le mettre à la porte, ce monsieur! Vidste jeg bare, hvordan jeg skulde gribe det an.

        Ah, er du der, Jørgen! Du kommer meget à propos.

        Hvad Tid befaler Hr. Kammerjunkeren at ride?

        Jeg rider ikke i Formiddag, jeg er occuperet. Henad Aften rider jeg kanskee Baronen imøde. Hør Jørgen, kom lidt herhen! Geheimeraadinden har talt med dig igaar?

        Ja, hun har saa, Hr. Kammerjunker! Og i Forgaars ogsaa.

        Men igaar talte hun med dig om ham . . . Skriveren her paa Gaarden.

        Om Skriveren? Ja, det er godt muligt; det troer jeg næsten ogsaa, Hendes Naade gjorde.

        Jo vist, hun har fortalt mig det Altsammen, baade hvad hun spurgte dig om, og hvad du berettede hende. Jeg er ganske au fait med Situationen.

        Hvad er Hr. Kammerjunkeren?

        Jeg veed Besked, mener jeg. Hør Jørgen!

        Hr. Kammerjunker?

        Du maa skaffe mig den Karl fra Halsen.

        Skriverkarlen?

        Ja vist, det er en uforskammet Personnage, som trænger sig ind allevegne og . . . og . . . kort sagt, han generer mig.

        Saa er Hr. Kammerjunkeren nok ikke den Eneste, han sjenerer. Men . . . hvordan skulde jeg bære mig ad med at skaffe ham af Veien? Han er jo svært i Kridthuset hos Baronen . . . og hos den naadige Frøken ogsaa.

        Det er netop det, jeg ikke finder passende.

        Aa nei saamænd. Men saa kunde Hr. Kammerjunkeren jo bare lade et Ord falde til Frøkenen derom.

        Ganske vist, men . . . det vilde afficere hende. Hun har naturligviis ikke tænkt paa at der kunde være noget Stødende deri; hun er saa god, saa nedladende. Nei, jeg præfererer, at han kommer væk, aldeles væk!

        Ja, bedre er altid bedre. Naar han bare ikke sad saa fast i Sadlen, Hr. Kammerjunker!

        Men du er jo et forslagent Hoved, Jørgen; kan du ikke paa en eller anden Maade faae ham....

        Til at tabe Stigbøilerne! Jo . . . jeg har jo nok tænkt paa det.

        Hvad har du tænkt paa? Du skal ikke gjøre det omsonst, Jørgen! Jeg lover dig en god Douceur for din Uleilighed . . . ikke strax, men naar jeg har holdt Bryllup. Hvad er det saa, du har tænkt paa?

        Jeg har tænkt, at man muligens kunde faae ham til at forløbe sig ved en eller anden Leilighed, saa Baronen blev vred og jog ham paa Porten.

        En eller anden Leilighed! Ja, det er godt nok, men det kan vare længe.

        Ikke saa længe endda, Hr. Kammerjunker! Den naadige Herre er svært hidsig af sig, som Hr. Kammerjunkeren kanskee har observeret, og Skriveren ta’er nu ikke saa nøie vare paa sin Mund . . . især naar han har Noget i Ho’edet.

        Drikker han?

        Ikke til Overmaal, Hr. Kammerjunker! Men han holder nok af en Flaske god Viin eller to . . . og han taaler ikke Meget.

        Naa, og saa mener du . . .?

        Jeg mener, man kunde kanskee hjælpe lidt til. Om tre Dage er det Naadigherrens Fødselsdag, saa kommer der Fremmede paa Gaarden, og paa den Dag bliver Tyendet ogsaa trakteret. For Skriveren og nogle Fleer bliver der dækket aparte ved Siden af Borgstuen . . . og der pleier ikke at blive sparet paa Drikkevarer. See, ved den Leilighed tænker jeg nok, man kunde faae ham overstadig, for baade Ridefogden og Degnen har et godt Øie til ham, og naar man gav dem et lille Vink . . .

        Ja, hvad hjælper de Anstalter til? Saa gaar han over i sit Kammer og sover Rusen ud.

        Hvis han faaer Lov, Hr. Kammerjunker! Men sæt nu, den naadige Herre skikker Bud efter ham og befaler, at han skal divertere Selskabet med Sang og Spil?

        Oho! Jeg begynder at forstaae dig. Très bien, det er meget godt udtænkt . . . meget godt! Men . . . dersom Baronen nu ikke sender Bud efter ham?

        Ja, men det gjør han bestemt, Hr. Kammerjunker!

        Hvor kan du vide det saa sikkert?

        Jo, for det sørger Hr. Kammerjunkeren for.

        Ah, du mener, at jeg . . .

        Og den naadige Frue....

        Vi skulde foreslaae Baronen det?

        Ja, men ikke før efter Maaltidet, for saa er Herren ved godt Lune . . . og saa er Skriveren kanskee ogsaa bedre oplagt.

        Og saa troer du, at Skriveren . . .

        Kunde forløbe sig . . . jo, det tænker jeg nok, naar der bliver pirret lidt ved ham.

        Godt. Altsaa paa Baronens Fødselsdag sørger du for . . .

        At Skriveren faaer god Beværtning? Jo, det kan Hr.Kammerjunkeren forlade sig paa.

        Det Andet skal jeg nok besørge.

        Men nu maa Hr. Kammerjunkeren da endelig ikke lade det komme ud før Tiden.

        Jeg? Du kan være ganske rolig, min gode Jørgen! jeg er Diplomat. Naar man har været sex Maaneder Secrétaire intime hos Hs. Majestæts Envoyé i Paris, saa forstaaer man at behandle en Affaire delicat. Seer du . . . nu gaaer du ud ad den Dør, og jeg . . . jeg gaaer ud ad den . . . forstaaer du? Saa er der Ingen, som veed, hvad vi to har talt om.

        Nei, det er der ikke, Hr. Kammerjunker! det er sikkert.

        Nei, her er heller Ingen.

        Saa kommer han nok strax. Han kan ikke være langt borte, for her ligger hans Hat . . . og Luthen, den pleier han ogsaa at tage med, naar han spadserer. Han er ventelig ovre i Skriverstuen, siden han ikke var i Bibliotheket.

        Saameget bedre, saa kan vi endnu tale et Ord sammen i Eenrum, før jeg reiser videre.

        Men at I ogsaa bliver her saa kort, Hans Lauritsen! Det er jo knap et Par Timer siden I kom hid, og nu vil I allerede afsted!

        I veed jo Aarsagen, Bodil, at min Fader er gammel og længes efter mig. Nu, da jeg lykkelig har overstaaet Attestatsen, har han ikke Ro paa sig, før han seer mig paa den samme Prædikestol, hvor han i tredive Aar har forkyndt Guds Ord for Menigheden.

        Saa bliver I da nu rigtig hans Capellan.

        Det gjør jeg, og med Guds Hjælp kanskee ogsaa hans Eftermand engang. Men han har maget det saa, at vi ikke behøver at vente paa hans Død for at komme sammen. Saa længe han lever, deler han Bolig og Indkomster med mig, og hvad der siden skal skee, det raader Vorherre for.

        Nei, for den Glæde, det skal være at boe under Tag med Jer, min kjæreste Ven! Tro mig, jeg skal blive Jer en trofast Hustru og Eders Forældre en kjærlig Datter, om jeg maa have Lykke dertil, som jeg har Villie. Nu har jeg kun eet Ønske tilbage . . .

        Og det er?

        At Eders Ungdomsven Ambrosius kunde blive Degn samme Sted; thi her er ikke godt for ham at være.

        Det slog I alt paa for lidt siden, Bodil! Hvad mener I dermed? Er her Nogen paa Gaarden, som ikke vil ham vel?

        Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige. Han har visselig Misundere, men det fik være det samme, naar blot . . .

        Naar blot?

        Mig tykkes, den naadige Frøken driver et underligt Spil med ham, som jeg ikke forstaaer mig paa.

        Hvorledes det?

        Hun har moret sig med at drage ham til sig, og det kunde let hænde, han fæstede sit Sind stærkere til hende, end godt var.

        Skulde det være muligt?

        Ja, jeg er kun lidet klog paa saadanne Ting. Jeg kjender kuns een Slags Kjærlighed, det er den, jeg bærer til Jer, Hans Lauritsen; men det har jeg da hørt sige, at der er den Elskov, som kan volde et Menneske stor Hjertesorg, og det var dog Jammerskade, om noget Saadant skulde hænde den gode Ambrosius.

        Nei, for Himlens Skyld! Vel synes det mig lidet rimeligt, at en fattig Student, som han, skulde forfalde til saadan Daarskab; men alligevel er det bedst, han kommer bort jo før, jo heller — og det skal jeg nok sørge for. Thi det træffer sig saa heldigt, at det Tilbud, jeg har at gjøre ham, og som han neppe vil undslaae sig for at modtage, er af den Beskaffenhed, at han strax maa opgive sin Tjeneste og reise herfra.

        Naa, Gud skee Tak! saa kan Alt jo blive godt endnu. Tys, der kommer han over Gaarden, jeg kan høre ham synge.

        Lad os saa være ene, Bodil! Gaa forud til Ladegaarden, jeg kommer strax efter. Der kan vi endnu tales ved en Stund, mens Vognen bliver forspændt, og saa tage Afsked med hinanden.

        Ak, allerede!

        Jeg kommer snart igjen, kanskee om en Maaned. Og næste Gang, jeg kjører herfra, tænker jeg nok, vi bliver to i Age-Sædet, Bodil!

        Goddag. Ambrosius!

        Hvad, Hans Lauritsen! Min allerkjæreste Ven, er du her? (omfavner ham.) Glæden strømmer jo ind over mig i denne Dag. Kommer du lige fra Kjøbenhavn?

        Ja, og jeg reiser strax videre.

        Ei hvad, reiser! Du skal min Sandten slaae dig til Ro her en Stund. Vi har jo hundrede Ting at tale om. See her er mit Kammer, det er ogsaa dit, saa længe du vil. Og derinde sover jeg, Sengen er bred nok til To. Du har dog saa tidt deelt din Seng med mig i gamle Dage, naar jeg var uden Logis, saa det er Skam ikke meer end billigt, at jeg gjør Gjengjæld.

        Tak for Tilbudet, kjære Ambrosius! Men jeg kan destoværre ikke tage derimod; thi mine Forældre venter mig til bestemt Tid.

        Ja, saa hjælper ingen Overtalelse, det veed jeg nok. Men et Glas Viin har du da sagtens Stunder at drikke med mig? Jeg har endnu en Flaske gammel Rhinskviin her, som Baronen selv har skjænket mig. Det er en Most, kan du troe, som faaer Hjertet til at hoppe i Livet paa En. (Han trækker Flasken op og skjænker.) See her, hvor den spiller i de grønne Glas! Det er ligesom man saae Maanen skinne paa Vandet. Og saa dufter den — aa! — som tusinde Blomster. Naa, paa dit Velgaaende, Hans Lauritsen, og Lykke til vel overstanden Attestats! Den Bom naaede jeg da aldrig at komme over, den var for høi for mig.

        Du kan komme over den endnu, hvis du vil, Ambrosius. Jeg har et Lykkebud til dig . . . See her!

        Et Brev til mig! Fra hvem?

        Ja gjæt engang!

        Jeg har ingen Venner meer i Kjøbenhavn, det jeg veed af, siden du er borte.

        Da er der dog En, som ikke kar glemt dig, det er din gamle Velynder, Professor Holberg.

        Holberg!³ Er Brevet fra ham? (Han faaer det og betragter Udskriften.) Ja sandelig! Har du talt med ham? Tænker han virkelig endnu paa mig — paa »Sanglærken«, som han kaldte mig for min Røsts Skyld? Herregud! Han, som kunde være saa vranten og iilsindet mod mangen Anden — mig har han aldrig sagt et vredt Ord. Sidste Gang, jeg var hos ham, for at byde Farvel og takke for alt Godt, kneb han mig i Øret og sagde med sit lune Smil: »Saa, flyv han nu over til sit Boghvedeland, men kom smukt igjen ad Aare og pas sine Bøger, at der kan blive noget Andet af ham end en simpel Sanglærke — hører han det! Gud være med ham! Gaa nu og luk ikke Døren for høit op, thi saa trækker det!« — Og han har tilskrevet mig! Men i hvad Anledning?

        Læs nu først Brevet, saa skal du faae nærmere Besked.

        »Saasom jeg har erfaret af hans gode Ven, Hans Lauritsen, der nu med største Honneur har absolveret sin examen theologicum, at han endnu er flyvende omkring fra Sted til Sted, og ei engang som andre honette Fugle har sig et blivende Rede eller domicilium for Sommertiden: saa skriver jeg dette for at lægge ham alvorlig paa Sinde at benytte den Occasion, som nu tilbydes ham til at forbedre sine Kaar, og om hvilken hans Ven paa mine Vegne har paataget sig at instruere ham. Vorherre har skjænket ham ugemene Gaver i adskillige Retninger, hvilke han vel hidindtil ikke har havt synderlig Middel til at cultivere — hvis Aarsag jeg ogsaa noget excuserer hans omflakkende Levnet — men som det nu ved en særdeles god Tilskikkelse er lagt udi hans egen Haand at gjøre frugtbringende, saavel til Ære for ham selv, som til Gavn for Fædrelandet. Haabende, at han ikke vil skyde det gode Tilbud fra sig, som offereres ham, men benytte det paa rette Viis og Maade, til Instruction og Fremgang i den Videnskab, han saa længe har negligeret, forbliver jeg i al Oprigtighed hans vel affectionerede Ludvig Holberg.« . . . Nei, at jeg har faaet Brev fra ham, skrevet med samme Haand som Peder Paars og alle de lystige Comedier! Er det ikke, som jeg siger, idag vælder al Glæde ned over mig! Kom her, Hans Lauritsen, og lad os drikke Professor Holbergs Skaal. Gid han maa leve længe og skrive mange Comedier endnu!

        Og have Nogen til at agere dem, og Nogen til at see paa dem — for du veed jo vel, at det danske Theater er lukket for Tiden?

        Ei, ikke Andet end det! det bliver Skam nok lukket op igjen. — Og lad mig saa faae at vide, hvad det er for et Tilbud, du har at gjøre mig.

        Tilbudet er kortelig dette: om du vil ledsage en ung Person, Søn af en rig og agtbar Borger i Kjøbenhavn, til Udlandet, hvor han skal opholde sig et Aars Tid for sin Uddannelses Skyld. Foruden fri Reise og det nødvendige Udstyr, erholder du ved din Hjemkomst en Douceur af to hundrede Daler, som tilligemed hvad du selv kan fortjene, vil være tilstrækkelig til at fuldføre dine Studeringer og med Guds Hjælp absolvere den theologiske Examen.

        Reise, siger du! Men hvor falder man paa, just at udvælge mig?

        Det kan du takke Professor Holberg for, som har rekommanderet dig . . . og kanskee ogsaa mig, som har mindet ham om, at »Sanglærken« endnu var i Live og sad paa en liden Græstørv herovre i det fyenske Eiland. Naa, hvad siger du saa til de Udsigter? Mig synes, du seer saa alvorlig ud med eet?

        Tingen er, at . . . det overrasker mig . . . det kommer saa uventet. Hvornaar skal Reisen gaae for sig?

        Strax. Det unge Menneske er kommen i Følge med mig over Beltet og oppebier din Ankomst i Odense. Du maa flux begjære din Afsked hos Baronen og reise herfra i Morgen tidlig. Du kan leie Vogn lige til Odense, der faaer du Penge til de første Udgifter.

        Jeg . . . jeg kan ikke reise i Morgen.

        Naa, ja — ja da, saa i Overmorgen.

        Heller ikke i Overmorgen.

        Ja, længer gaaer det paa ingen Maade an at vente; jeg har givet mit bestemte Løfte. Kommer du ikke til den Tid, saa reiser han videre med Jens Bang, som opholder sig i Odense og er villig til at geleide ham.

        Jeg kan ikke reise herfra for Tiden.

        Kan du ikke . . . hvad skal det sige?

        Jeg har ikke Lyst . . . jeg er fornøiet i min Stilling; hvorfor skulde jeg saa reise?

        I din Stilling — som Skriverdreng? Det er ellers en beskeden Lykke, den.

        Jeg sigter ikke saa høit; jeg er tilfreds med den Græstørv, du før talte om.

        Saa er det ikke for Græstørvens Skyld . . . der stikker Andet under.

        Hvad skulde det være?

        Ambrosius! Vi har været Venner fra Barndommen af, vi har slidt Skolebænke sammen i Odense og deelt baade Ondt og Godt med hinanden i Kjøbenhavn . . . har du nu ikke længer Fortroende til mig?

        Visselig har jeg det, hvorfor tvivler du derom?

        Fordi du ikke tilstaaer den rette Aarsag til dit Afslag. Men jeg kjender den, jeg har hørt en Fugl synge derom.

        Om hvad?

        Om at du i Blinde har hengivet dig til en ulyksalig Elskov, som aldrig kan bringe dig Andet end Sorg og Elendighed.

        Elskov...! Og du er vidende om det, som jeg knap har tilstaaet for mig selv! . . . Nu vel, ja, det er Sandhed, at jeg elsker hende.

        Ubesindigt, tankeløst og uden Overlæg!

        Uden Overlæg . . . det kan saa være; thi det er med Forstanden, man overlægger, men det er Hjertet, man elsker med. Men tankeløs er min Kjærlighed ikke; thi aldrig har jeg havt saa mange Tanker, som nu, og den ene skjønnere end den anden.

        Vogt dig for de Tanker, Ambrosius! Det er visselig kun Lygtemænd, som den onde Frister har sendt for at lede dig vild og fange dig i sine Snarer.

        Nei, deri feiler du storlig, Hans Lauritsen! Ingensinde har Fristeren været saa langt fra mig, som siden jeg kom hid, og aldrig har mine Tanker været renere og bedre, end de er i denne Stund. End ikke det usleste Kræ paa Jorden kunde jeg nænne at gjøre Fortræd, saa lyksalig er jeg idag. Det er som jeg havde været blind og var bleven seende. Alting er nyt for mine Øine; Himlen er høiere, Solen lysere, og naar jeg gaaer, er det ligesom jeg blev baaren af Vinger. Nei sandelig, det er ikke ondt, hvad der fylder mit Hjerte med slig en Glæde!

        Nu vel, lad saa være, at det ikke er ondt i sig selv, saa er det dog ondt i sine Følger. Husk paa den vilde Abild, som har skjønne Blomster, som dog bærer beske Frugter. Saadan et vildt Træ er ogsaa den Lidenskab, som har betaget dig. Hvortil i al Verden skal det føre? Jeg veed jo, hvem det er, du har fattet Kjærlighed til. Hun er over din Stand, og du kan hverken løfte dig op til hendes, eller vente, at hun skulde nedlade sig til din for at ægte dig.

        Ægte . . . hvem tænker paa Sligt? Elske hende vil jeg, see hende og høre hende tale — intet Andet. Min Kjærlighed er som Himmerig, hvor der hverken giftes bort eller tages til Ægte.

        Og for saadant ufornuftigt Sværmeries Skyld vil du sætte hele din Fremtid paa Spil! Hun er jo halvveis trolovet; naar hun nu gifter sig engang og drager bort herfra, hvad saa?

        Naar hun gifter sig...! Ja, naar Himlen falder ned, saa slukkes Stjernerne. Men saa har jeg dog seet dem skinne!

        Men tænker du da ikke paa, at Gud har betroet dig et Pund, som du ikke skal spilde, men yde ham Rente af?

        Hvad kan jeg for, hvad Gud har betroet mig . . . jeg har jo ikke bedt ham derom! Og naar han kræver en større Rente, end jeg har Kaft til at yde . . .

        Skam dig, Ambrosius, at tale saa letfærdig! Du skulde vel vogte dig for at kaste Buløxe til Vorherre, thi han kan let vende det Skarpe igjen. Gud kræver ingen Mand Meer end han flyer ham, og dig har han givet saa gode Gaver baade i din Aand og dit Legem, at du burde takke ham paa dine Knæ og ikke sætte dig op imod hans Villie. Thi det er Guds Villie, at du skal pleie de Gaver, han har flyet dig, og bruge dem til hans Ære og dine Medmenneskers Gavn indtil din salige Ende. Han har skjænket dig en klar Forstand og et godt Nemme, som du har forud for Mange, og endda har han til Overmaal velsignet dig med Sangens skjønne Konst, som kan trøste og fornøie baade dig selv og Andre, naar du dyrker den rettelig. Og alt dette kan du glemme og forkaste, for at jage efter en skinnende Drøm, efter en Sæbeboble, der brister!

        Men naar nu denne skinnende Drøm er hele min Lykke og alt det, som lyser for mig, Hans Lauritsen!

        Saa bliver din Lykke kun stakket, og dit Lys vil snart være udbrændt.

        Lad saa være! Saa lever jeg rigt og kort — jeg ønsker ikke bedre.

        Rigt og kort! Ja hvem staaer dig inde for det? Du faaer vel tage Livet, som det gives dig. Sæt, du nu kom til at leve længe og fattigt, hvad saa?

        Saa har jeg den Skat i mit Minde, som er langt meer end Velstand og gode Dage.

        En Skat i dit Minde! Men er du da fra Sands og Samling, Ambrosius? Der bydes dig en Fremtid, og den slaaer du Vrag paa, for at nøies med et Minde! Man skulde sandfærdig troe, du var elleskudt.

        Elleskudt . . . hvor falder du paa Sligt? Der gives jo ingen Ellepiger, veed jeg, uden i de gamle Viser?

        Men der kan være Andre, som har samme Magt.

        Troer du?

        Det tykkes mig næsten saa. Men er du elleskudt, saa lad mig være Hanen, som vækker dig. Denne Stund er maaskee Vendepunktet i dit Liv, Ambrosius! Tag dig sammen og fat en Beslutning. Følg bort med mig endnu idag, saa kjøre vi sammen til Odense.

        Idag, siger du . . . men Baronen er jo netop bortreist og . . .

        Naa ja, saa skikker du ham en skriftlig Forklaring fra Odense, saa er den Sag afgjort.

        Saa skulde jeg slet ikke sige Farvel? . . . Heller ikke til . . .? Nei, det kan jeg ikke! Du skal have Tak for dit Venskab, Hans Lauritsen, men du faaer reise alene. Jeg bliver her.

        Og tager ikke imod Professor Holbergs Tilbud? Er det dit sidste Ord?

        Ja.

        Nu vel, saa faaer du seile din egen Sø. Mands Villie er Mands Himmerig, siger man jo. Men det hedder ogsaa: Hvo der gjør det, han vil, maa lide det, han ikke vil. Gid du ei maa komme til at lide for meget, Ambrosius! Gud være med dig og Farvel!

        Vi skilles dog som Venner? Ikke sandt?

        Visselig gjør vi det. Jeg bryder ikke med en gammel Ven, fordi jeg laster hans Daarskab. Men ondt gjør det mig for dig, Ambrosius, bitterlig ondt.

        Ei hvad . . . Vorherre er Daarernes Formynder! Kom nu, og lad os tømme det sidste Glas med hinanden! Lykke paa Reisen, Hans Lauritsen ... (bevæget.) Tak for alt Godt og . . . bær over med mig . . . Jeg kan ikke Andet! Og lev saa vel!

        Lev vel!

        Elleskudt!... Ja, siden jeg hende først saae!