Molbech, Christian Knud Frederik, 1821–88, Forfatter. F. 20. Juli 1821 i Kbh. (Slotsk.), d. 20. Maj 1888 sst., begr. i Sorø. Forældre: Bibliotekssekretær, senere Professor Christian Molbech og Hustru. Gift 19. Febr. 1859 i Kiel med Mathilde Krabbe, f. 24. Marts 1841 i Kbh. (Garn.), d. 14. Dec. 1908 i Askov, D. af Kaptajn, senere Generalløjtnant Oluf K. (s. d.) og Hustru.
Molbech gik i den gamle Borgerdydskole i Kbh., hvor han med Taknemlighed mindedes C. Mynster som Lærer, men havde som Gymnasiast svært ved at holde Disciplinen ud og blev derfor sat i Huset først hos Pastor Spang i Udby, senere hos Fr. Lange i Vordingborg. Gennem den sidste kom han i Forbindelse med Aagaards paa Iselingen, et Bekendtskab, som fik den største Betydning for hans ungdommelige Dannelse og Udvikling. 1839 fik han Artium og studerede et Par Aar Teologi med P. C. Kierkegaard som Manuduktør. Kun nitten Aar gammel udgav han en Digtsamling, »Billeder af Jesu Liv«, der blev beundret af Samtiden for dens smidige Versekunst. 1840 vandt han Universitetets Guldmedaille for en Afhandling, som han n. A. udgav under Titlen »Om Billedhuggerkonsten og dens Poesie«. Han deltog ivrigt i Studenterlivet og kom til blandt Kammeraterne især at holde af Hans Brøchner, med hvem han forblev forbunden i et trofast Venskab til dennes Død. De skrev 1842, efter Sigende sammen med Ploug, en morsom Pamflet imod Heiberg, »J. L. Heiberg efter Døden« (1842); den parodierer »En Sjæl efter Døden« og følger den nøje i Sceneri og Versemaal. Den lille Satire er rettet mod Heibergs hele Stilling som trykkende Autoritet; den indeholder mange morsomme Steder, gaar ikke særlig dybt, men er godmodig-grovkornet — det eneste ret ungdommelige blandt Molbechs Arbejder.
I de følgende Aar skrev han nogle Dramaer, »Klintekongens Brud« og »Venusbjerget«, der 1845 blev opført paa Det kgl. Teater uden Succes; heller ikke de Digte, han udgav sammen med det sidstnævnte Skuespil i Samlingen »Digtninger« (1846), var betydelige. Samme Aar rejste han til Spanien paa et Stipendium og mødtes 1847 i Rom med Brøchner; de studerede i Fællesskab Dante. En Del af Rejsen er beskrevet i »En Maaned i Spanien« (1848). Oversættelsen af »Den guddommelige Komedie« er ogsaa begyndt ved denne Tid. For at uddybe sit Kendskab til italiensk Aand og Kultur rejste Molbech atter 1852–53 til Rom, paa ny i Følge med Brøchner. Senere foretog han endnu en Række Italienrejser og blev Medlem af flere italienske Akademier. 1852 forkastede Det kgl. Teater hans Tragedie »Dante«; samme Aar udgav han sin Digtsamling »Dæmring«, som rummede nogle af hans bedste Vers. 1853–64 var han Professor i Dansk i Kiel, en udsat Post for en ømskindet Æstetiker af Molbechs Type. Efter at være fordrevet af Tyskerne skrev han en Aarrække litterære og andre kritiske Artikler i »Dagbladet«. De blev udvalgte og samlede i Bogen »Fra Danaidernes Kar« (1873, Titlen skyldes en Bemærkning af Brøchner). Molbech blev en udmærket Døgnkritiker, han havde et sundt Judicium og var en ypperlig Stilist. I sin Smag stod han paa den historiske Romantiks Grund, men han fulgte uden Bornerthed med Nyhederne i dansk og til Dels fremmed Litteratur, indtil »det moderne Gennembrud«, eksclusive. 1871 blev han Hauchs Efterfølger som Censor ved Det kgl. Teater, en Stilling, han beklædte indtil 1881 trods den voksende fjendtlige Stemning mod ham blandt den yngre Litteraturs Mænd. Han forlod denne Post som en Protest mod, at Teaterchefen, Kammerherre Fallesen, havde offentliggjort hans Censur over Bjørnsons »Leonarda«. Fra denne Periode stammer en Opblussen af hans dramatiske Produktivitet; han oversatte et Par fremmede Stykker og udgav »Renteskriveren« (1875), »Ambrosius« (1877), der begge blev spillede med Held, det sidste forblev endog i en Menneskealder et af Nationalscenens mest yndede Arbejder. Derimod blev »Faraos Ring« (1879) og »Opad« (1881) modtaget med nedsættende Kritik og Spot af den venstreorienterede Presse. I sine sidste Aar levede han i Bagsværd, mest optaget af personalhistorisk Syslen med Guldaldertidens Personligheder. Han havde 1883 udgivet Chr. Molbechs og Kamma Rahbeks Brevveksling, ved sin Død havde han forberedt Faderens Brevveksling med Grundtvig til Udgivelse. I de sidste Maaneder før sin Død udfoldede han en rig lyrisk Produktivitet og skrev eller dikterede nogle af sine bedste Digte.
Molbechs dramatiske Værker er Kunstnertragedier af den romantiske Type. Bedre er hans Lyrik, skønt Retorikken ofte kan virke saa vedtægtsmæssig, at man har ondt ved at tro paa Stemningen. Hans Ideal af en Digter var Oehlenschläger, men ogsaa en Side af Chr. Winthers Poesi er som genfødt i hans. Grundtonen er imidlertid hos ham blevet elegisk, han er vendt med Længsel mod Fortiden og ser med Bitterhed og Haabløshed mod det tilkommende. Men nogle afhans bedste Digte (»Frejas Stjerne«, »Naturaanderne«, »Til Fjenden i vor egen Lejr«) vil leve i Kraft af deres fuldendte Ordmusik og Stemningsfylde. — Hvor eminent en Sprogkunstner Molbech var, ses bedst af hans Oversættelse af Dantes »Komedie« (1851–63), et Sprogværk afhøjeste Rang, rummende hele Guldalderens Ordskat og Versekunst — ogsaa som Tolkning af den store Middelalderdigter fuldlødigt.
Paul V. Rubow i Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XVI, pp. 9–12.